Oplyste ikke om fangeflugter

Psykiatrisk hospital gav forkerte oplysninger

Sikkerheden på den retspsykiatriske afdeling i Risskov lander nu på både sundheds- og justitsministerens bord.

De to ministre bliver kaldt i samråd af Dansk Folkeparti, efter at dagbladet BT har afsløret, at afdelingen har holdt en lang række fangeflugter skjult for politikerne i Region Midtjylland.

Det retspsykiatriske hospital i Risskov huser nogle af landets farligste kriminelle. Hospitalet indrømmer i dag at have givet forkerte oplysninger om patientflugter

Nidobler antallet af flugter

Efter BTs afsløringer om flere uregistrerede flugter fra bl.a farlige mordere, har hospitalet de seneste uger kulegravet samtlige patientjournaler for at se, om der skulle være flere end de tre flugter, man hidtil har oplyst offentligheden om.

Resultatet nidobler antallet af flugter, så tallet nu alene i år lyder på 27 i stedet for tre.

- Fejlen skyldes, at de enkelte medarbejdere, skulle have udfyldt en blanket, når der var en absentering. Og det er ikke altid sket, siger cheflæge Per Jørgensen til BT.