Oplev Hansi i det fri

Første open air-koncert i Danmark

For første gang nogensinde er der til sommer mulighed for at opleve den østrigske schlagerstjerne Hansi Hinterseer udendørs i Danmark.

Lørdag den 26. juli søsætter koncertarrangøren Horsens & Friends en dansk udgave af Hansi Hinterseers open air-koncerter i Kitzbühel i sit hjemland.

Der er plads til 5.000 publikummer på den udendørs plads ved Fængslet.

Horsens & Friends-direktør Frank Panduro håber at kunne tilbyde publikum en anderledes oplevelse end normalt.

- Jeg forventer at se 5.000 modne mennesker hygge sig med en bajer i kopholderen, siger Frank Panduro til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Se: Hansi: Jeg vender tilbage

Helt ekstraordinært får publikum lov til at beholde den stol, de sidder på som et souvenir. Stolen er påtrykt Hansi Hinterseers navn.

På sigt er det meningen, at Horsens & Friends vil arrangere en årligt tilbagevendende schlager-festival i Horsens.

- Men vi starter i det små. Nu lægger vi ud med Hansi Hinterseer-koncerten til sommer, siger Frank Panduro.

Billetterne til koncerten på Fængslet koster 595 kr. inkl. stol. Salget begynder mandag den 10. marts kl. 10 via billetlugen.dk og Fonas butikker.