Opladerstation årsag til brand i Stark-byggemarked

Branden i Stark i Silkeborg i sidste uge opstod med stor sandsynlighed i opladerstation til en lampe, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi

Foto: Google Maps

Foto: Google Maps

1 af 2

Fredag raserede en brand 400-500 kvadratmeter af Starks byggemarked på Kejlstruphøjvej i Silkeborg. Politiets brandteknikere har undersøgt brandårsagen og er kommet frem til, at branden med stor sandsynlighed er opstået i en opladerstation til en lampe.

- Årsagen til branden var el, altså branden er med stor sandsynlighed opstået i en opladerstation, der oplader batterier, til en udstillings-arbejdslampe og bredt sig derfra, siger Mette Therkelsen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Det var en forbipasserende vægter, der tidligt fredag morgen opdagede branden og slog alarm.

Læs også Brand raserer byggemarkedet Stark i Silkeborg

Cirka 400-500 kvadratmeter af selve byggemarkedet, der nærmest er en bygning i en bygning, blev totalskadet ved branden.

Hos Stark har man taget sine forholdsregler, og den pågældende arbejdslampe er pillet af hylderne i alle Starks byggemarkeder.

- Der er tale om en speciel lampe til byggeindustrien til 8.000 kroner, som vi kun har solgt fem af i tre forskellige butikker. Vi har været i kontakt med de fem kunder og sørger for, at lamperne bliver destrueret, ligesom kunderne får deres penge retur, siger Britta Korre Stenholt, der er salgsdirektør i Stark.

Læs også Stark efter brand: Midlertidig løsning fra mandag

Hun fortæller videre, at Stark også har kontaktet producenten og informeret dem, så de kan tage deres forholdsregler i forhold til eventuelle andre kunder. Derudover har Stark sikret, at kæden ikke har nogen lamper af denne type ude i sine butikker rundt om i Norden.

Alt disponibelt mandskab blev kaldt ud til branden fredag morgen, og i alt 19 brandfolk deltog i slukningsarbejdet. Ingen Personer kom til skade ved branden.

Britta Korre Stenholt fortæller, at Stark er kede af de gener, som branden kan have givet byggemarkedets kunder, og at man håber på snarest at kunne åbne op for midlertidige slagssteder på grunden.