Ophæver kontrakt med ung spiller

Mikkel Cramer er fortid i den gule trøje

Foto: badenfoto.dk

Midtbanespilleren Mikkel Cramer har spillet sin sidste kamp i den gule Horsens-trøje.

Den østjyske fodboldklub har med øjeblikkelig virkning ophævet kontrakten med Mikkel Cramer, der i stedet fortsætter i Skive IK, hvor han har fået kontrakt frem til sommeren 2015.

Mikkel Cramer kom til AC Horsens for et år siden, efter at han tidligere spillede for Randers FC.

- Mikkel Cramer er en ung, ambitiøs spiller, der brænder for at spille fodbold, og han arbejder stenhårdt, men der er for lang vej til spilletid for ham. Han har brug for spilletid for at udvikle sig yderligere, og derfor er det bedst for ham at komme videre i karrieren, siger AC Horsens' cheftræner, Johnny Mølby, til klubbens hjemmeside.

Mikkel Cramer nåede at spille seks kamp for AC Horsens.