Opgør mod hjemløshed: Politikere vil garantere tag over hovedet
Byrådsmedlemmer i Aarhus Kommune foreslår at bekæmpe hjemløshed ved at give boliggaranti til alle inden for tre måneder.
Der skal gøres op med det stigende antal hjemløse, der holder til i de aarhusianske gader, mener flere politikere. SF's byrådsgruppe bestående af formand Jan Ravn Christensen, Thomas Medom og Mette Bjerre har netop foreslået, at der skal være boliggaranti til alle hjemløse i kommunen.
Forslaget skal behandles på næste byrådsmøde på onsdag den 15. marts og går ud på, at Aarhus Kommune skal opbygge et samarbejde med almene boligforeninger, så hjemløse inden for tre måneder kan få stillet en bolig til rådighed.
- De udfordringer, vi har i Aarhus, er hjemløse. Vi har ikke boliger nok til rådighed, og det skal vi have lavet om på, siger SF's formand, Jan Ravn Christensen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Forslaget kommer på baggrund af, at man i Odense Kommune tilbage i februar lavede et tilsvarende tiltag, hvor kommunen gik sammen med fem almene boligforeninger og nu tilbyder hjemløse en bolig inden for tre måneder.
- Vi vil gerne vil have, at byrådet skal hive fat i byens boligforeninger for at lave en aftale om boliggaranti, så hvis man er hjemløs, kan man få en bolig inden for bestemt tid, siger han og fortsætter:
- Vi skal ikke tvinge nogen ind i en bolig, hvis de ikke er klar på det, men vi skal skubbe på og være med til at vise dem en vej.
Han mener ikke, at det rent økonomisk give de store udfordringer for kommunen at give boliggaranti til hjemløse.
- Det handler om at finde boliger, som de hjemløse har råd til at bo i, og så vil de også være berettiget til boligstøtte.
Læs også
Han håber, at forslaget vil blive godkendt, så de kan gå i gang med at finde tag over hovedet til de hjemløse allerede fra efteråret eller i begyndelsen af det nye år.
- Vi har steder i dag, hvor vi ved, de hjemløse er, og vi har opsøgende gadeplansmedarbejdere, og de hjemløse har organisationer, og det er dem, man skal i dialog med.
Lejlighedskompleks til hjemløse
Tidligere har TV2 ØSTJYLLAND fortalt om storinvestoren Claus Hommelhoff. Han er manden bag et nyt kollegie, hvor nogle af lejlighederne skal være til nogle af de hjemløse, der i dag sover på herberg eller på gaden i storbyen.
Han mener nemlig, der er brug for, at nogen tager ansvar for de mange mennesker, der ikke har tag over hovedet.
- Vi har et velfærdssamfund, hvor vi bygger fine boliger, og det gør jeg også selv, og så har vi en gruppe af mennesker, der bliver større og større, og som jo er blevet udsat for svigt efter svigt. Og det er simpelthen ikke til at holde ud at se på, så dem skal vi gøre noget for, sagde forretningsmanden Claus Hommelhoff til TV2 ØSTJYLLAND i marts.
Læs også
Men for at idéen kunne løses på den bedste måde, fik han hjælp af to tidligere hjemløse til at give nogle bud på, hvordan lejlighederne skal laves for at imødekomme de hjemløses behov på bedste vis.
- Nogen har måske boet på gaderne i mange år, så for nogen vil det være rigtig svært at være lukket inde bag fire vægge hele tiden. Så hvis der var en altan eller andet, så der stadig var mulighed for at sove udenfor, fortalte Christine Strauss, der er landsformand i Sand Hjemløseorganisation, til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Tal fra det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd viser, at der er et stigende antal hjemløse på gaderne i Aarhus.
I 2017 var der registreret 767 hjemløse borgere i Aarhus mod 668 ved kortlægningen i 2015.