Opgiver kirkestrid i Århus
Sognets Liste vandt menighedsrådsvalget på en protest mod en præst, der kritiserer homoseksuelle og fraskilte.
Sognets Liste opgiver nu en langvarig kirkestrid ved Sct. Pauls Kirke i Århus.
I november 2004 vandt listen menighedsrådsvalget i sognet og fik 9 ud af 14 mandater. Listen var en protest mod præsten Flemming Baatz Kristensen og hans støtter som tidligere havde domineret sognet.
Præsten er kendt for sin kritik af kvindelige præster, homoseksuelle og fraskilte.
For 11 måneder siden besluttede Sognets Liste at gå på orlov, blandt andet fordi listens medlemmer ikke følte, at deres indflydelse på kirken var stor nok..
Biskop Kjeld Holm indsatte et eksternt formandsskab for menighedsrådet, men sognelisten mener, at formandsskabet stort set har givet kirkens højrefløj de vilkår, som de havde tidligere, og at situationen derfor er, som den var før valget i 2004.
Så nu opgiver sognelisten kampen
- man må være temmelig masochistisk for at vende tilbage til en kamp, som kun kan tabes, fordi vi ni personer reelt kæmper den alene, siger den tidligere menighedsrådsformand Knud Aarup i en pressemeddelelse.