Opgiver at besøge tandlæge

Flere klinikker har dårlige adgangsforhold

Foto: Colourbox

Trapper op, trapper ned - de mange trin er en stor hindring for folk i kørestol, men ikke desto mindre er der mange af dem.

Dårlige adgangsforhold gør det ofte svært for kørestolsbrugere at for eksempel finde en tandlæge.

En optælling fra Sundhed.dk viser, at kun 16 procent af alle tandlæger i Aarhus, København og Odense tilbyder adgangsforhold til klinikken, der gør det muligt for kørestolsbrugere og dårligt gående at modtage tandbehandling.

Ofte er problemet, at klinikkerne er placeret på 1. sal eller højere uden adgang via elevator.

Ifølge Dansk Handicapforbund er de dårlige adgangsforhold så stort et problem, at flere handicappede helt opgiver at finde en tandlæge:

- Mange opgiver at finde en tandlæge, fordi det måske tager en måned at finde en tandlæge, der både har tid og ordentlige adgangsforhold. Konsekvenserne er, at folk måske får dårlige tænder. Det kan vi ikke være bekendt, siger Sif Holst fra Dansk Handicapforbund i en pressemeddelelse.

Dansk Handicap Forbund arbejder for, at flere klinikker får bedre adgang for handicappede.