Operachef får nyt job
Nye udfordringer venter Giordano Bellincampi i Tyskland og Italien
Den Jyske Operas chef Giordano Bellincampi er udnævnt til ny chefdirigent for Duisburger Philhamonikerne og for orkestret I Pomeriggi Musicali i Milano med tiltrædelse i september 2012.
Det kommer ikke som en overraskelse, at Giordano Bellincampi nu skifter scener. I marts offentliggjorde Bellincampi, at han, efter at have varetaget chefposten siden 2005, har valgt ikke at forlænge sin kontrakt med Den Jyske Opera.
Frem til Bellincampis fratræden på Den Jyske Opera den 30. april 2013 dirigerer han i Duisburg 6 koncertserier, herunder en stor gallakoncert i anledning af operahusets 100 års jubilæum, mens der i Milano i første omgang kun er blevet plads i kalenderen til 2 koncertserier. I begge orkestre intensiveres omfanget af samarbejdet efter Bellincampis fratræden på Den Jyske Opera.
- Jeg vil gerne understrege, at jeg naturligvis fortsat og på fuld kraft har mit primære virke som operachef på Den Jyske Opera frem til maj 2013, udtaler Giordano Bellimpi.
I november 2011 afslører Den Jyske Opera, hvilke forestillinger Giordano Bellincampi dirigerer i sæson 2012-13.