Opera på publikums præmisser
Publikum bestemmer, hvordan stykket udvikler sig
I aften har Den Jyske Opera premiere på Mozarts opera Così fan tutte.
Og forestillingen er ikke som alle andre. Til aftenens premiere har publikum som noget nyt noget at skulle have sagt.
Forestillingen er nemlig en såkaldt demokratisk opera, hvor publikum ved at klappe har indflydelse på, hvordan stykket skal gå.
En lydmåling af publikums klapsalver afgør i første omgang, om de skal se en klassisk udgave af operaen eller en moderne udgave af operaen.
Efter pausen får publikum så endnu et valg. Her har publikum mulighed for at beslutte sig for historiens drejning.
- Jeg tror, det er første gang nogensinde, man har gjort det inden for operaverdenen, siger en af de medvirkende i stykket, Nicholas Lester, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Mozarts Così fan tutte handler om to søstre, der narres til at bytte kærester, og både mænd og kvinder i historien er fanget i forelskelsens forvirring - skal de vælge den ene eller den anden?
I videoen øverst på siden kan du få en forsmag på, hvordan operaen forløber.