Opbrudt vindue er faldet ned fra 2. sals højde på Bruuns Galleri
Et vindue er faldet ned fra 2. sals højde på shoppingcentret Bruuns Galleri i Aarhus
Heldigvis kom ingen personer til skade, da et flugtvejsvindue mandag eftermiddag faldt fra 2. sals højde og ned på asfalten lige foran hovedindgangen til Bruuns Galleri ved M. P. Bruuns Gade i det centrale Aarhus.
- Vi er ved at undersøge, hvad der er gået forud for det, og vi ser på det med meget stor alvor. Heldigvis er ingen personer kommet til skade, siger Claus Brændgaard, shopping center manager i Bruuns Galleri.
Vinduet er et såkaldt flugtvejsvindue, som er sikret med plomberinger og kun skal bruges i tilfælde af evakuering eller flugt.
- Det, vi ved, og det vi kan konstatere, er, at plomberingerne er brudt op og nogen har åbnet vinduet. Det er et stort vindue, og man kunne måske forestille sig, at kombinationen at et stort vindue og den kraftige blæst er årsagen. Men vi ved det ikke endnu, og derfor undersøger vi sagen, siger Claus Brændgaard.
- For at være helt sikre er vi ved at tjekke de andre vinduer. Vi har meget få flugtvejsvinduer, men dem tjekker vi nu, siger Claus Brændgaard og fortæller, at man ikke bare sådan lige kan komme til at skubbe et flugtvejsvindue ud, men at det kræver, at man bryder plomberingerne.