Opbakning til fortaler for sort arbejde
Vælgerforening bakker op om konservativ byrådspolitiker, der har indrømmet, at han har fået udført sort arbejde.
Den konservative vælgerforening i Favrskov Kommune bakker op om byrådsmedlem Ole Brøkner.
Som TV 2 | ØSTJYLLAND kunne fortælle i søndagens udsendelse kl. 19.30, erkender Ole Brøkner åbent, at han i enkelte tilfælde har fået udført sort arbejde. Ifølge ham er det i orden at afregne uden om skattevæsenet, hvis beløbet er 'under bagatelgrænsen'.
For eksempel har han fået sin græsplæne klippet af naboens søn uden at opgive betalingen til myndighederne.
Ole Brøkners udtalelser på TV 2 | ØSTJYLLAND har mødt kritik fra de konservatives skatteordfører, Jakob Axel Nielsen, der mener, at loven skal overholdes - uden undtagelse.
Trods kritikken er der dog opbakning til Ole Brøkner fra den konservative vælgerforeningen i Favrskov Kommune.
- Jeg mener, at det arbejde, Ole Brøkner har fået udført, ligger under bagatelgrænsen. I den her situation skal man bruge sin egen sunde fornuft for at finde ud af, hvad der er rimeligt, siger vælgerforeningens næstformand, Mette Nøhr.
TV 2 | ØSTJYLLAND har mere om sagen i tirsdagens udsendelse kl. 19.30.