Onsdag er Store Hyledag

Beredskabsstyrelsen tester sirener

Foto: Colourbox

Én gang om året tester politi og beredskabsstyrelsen landets mange sirener, som bruges til at advare befolkningen ved større ulykker og katastrofer.

Den dag kaldes også Store Hyledag, og den ligger altid den første onsdag i maj - og det er i dag.

Derfor vil de fleste østjyder klokken 12.00 kunne høre sirenerne tude, men frygt ej, det er blot en test.

Der er opsat i alt 1.078 sirener på bygninger eller master

i byer og byområder med flere end 1.000 indbyggere.

Dermed når lyden fra sirenerne ud til omkring 80 procent af befolkningen. I områder uden for sirenernes rækkevidde kan politiet varsle ved at bruge mobile sirener, ligesom døve og hørehæmmede personer kan tilmelde sig varslingen via SMS.

Men faktisk er det ikke kun én gang om året, at sirenerne testes. Det sker faktisk hver eneste nat - dog uden lyd.

I tilfælde af en større ulykke eller katastrofe, vil politiet og beredskabet også melde det ud via internettet og medierne.