Onkel blev gift med 40 år yngre nevø - nu er der nyt i spektakulær arvestrid
En søster og en niece søger i TV 2-program svar på, om den ældre mand vidste, hvad der foregik
Det hele begynder en forårsdag i 2016, da den dengang 68-årige Ragnhild Gregersen og hendes mand, Tage, er på vej hen til den lokale bank.
Ragnhild er bekymret for sin bror Poul Erik Nielsen. Han er 82 år og bliver mere og mere dement.
Poul var radiotelegrafist og sejlede på de store verdenshave. Han har været enlig det meste af sit liv, var sjældent hjemme, dengang han arbejdede, og lever generelt et meget sparsommeligt liv.
Læs også
De sidste gange hun har besøgt ham, har hun bemærket, at der ofte ligger bankpapirer ud over hele sofabordet i hans stue.
Ragnhild ved, at der står mange penge på hans konto. Og nu er hun blevet bange for, om hans bankkonto er ved at blive drænet, uden at han selv ved noget om det.
Hun fortæller medarbejderen i banken om sin mistanke, men får hurtigt at vide, at der er tavshedspligt.
Ragnhild og Tage prøver at forklare medarbejderen, at Poul er gammel og alene, og at han ikke har andre til at hjælpe sig.
- Ved I hvad. Kom lige med herud bagved, lyder det fra bankmedarbejderen.
Ragnhild og Tage går med og undrer sig over, hvad der foregår. De har ingen anelse om, hvad de skal have at vide.
Læs også
Medarbejderen tager en dyb vejrtrækning og siger så:
- Ved I godt, at Poul er blevet gift?
Ragnhild og Tage kigger undrende på hinanden, for det har de overhovedet ikke hørt noget om.
Medarbejderen fortsætter:
- Og han er blevet gift med jeres nevø.
Tage griner, for dét må være en joke, mens Ragnhild bliver stille. Hun tror ikke sine egne ører.
Men den er god nok: 82-årige Poul er blevet gift med sin 40 år yngre nevø.
Det skal blive starten på et østjysk familiedrama med mistanker om svindel, politianmeldelse og jagten på beviser.
Hemmelig kærlighed i familien?
Ragnhild og Tage kører hjem til parcelhuset i Øster Bjerregrav.
Ragnhild sætter sig i køkkenet med en kop kaffe. Hun er rystet og forstår det ikke. Hun ringer rundt til familiemedlemmer. Ingen har kendt til ægteskabet, og ingen forstår, hvad der foregår.
Det mest oplagte ville være at ringe til nevøen og spørge, hvorfor de er blevet gift. Men Ragnhild ringer hverken til nevøen eller hans far, som altså er Ragnhilds bror.
Hun har ikke været på talefod med dem i flere år og stoler ikke på dem. Hun tror simpelthen ikke på, at de vil sige sandheden.
Ragnhild ringer heller ikke til Poul, for hun anser ham for at være så dement, at han ikke kan føre en sammenhængende samtale.
Hun må selv prøve at regne ud, hvad der foregår.
- Det er i hvert fald ikke af kærlighed, at de to er blevet gift. Poul talte altid om, hvor meget han elskede lyshårede kvinder, lyder det.
Ragnhild mener faktisk, at de to familiemedlemmer havde et temmelig anstrengt forhold til hinanden:
- Før Poul blev syg, var han sådan lidt bedrevidende. Nogle gange sad han nede på biblioteket og læste om, hvordan man skulle drive landbrug, og så kunne han finde på at kopiere nogle af siderne og give til nevøen for at fortælle, hvordan han burde drive sit landbrug. Og det tror jeg, at nevøen hadede ham for.
Ragnhild føler sig altså sikker på, at ægteskabet ikke handler om en hemmelig kærlighed mellem to mænd fra samme familie.
Ragnhilds niece Anette Dyrbye er mindst lige så forarget over ægteskabet som Ragnhild, og hun tilbyder at hjælpe med at undersøge sagen.
De er begge to overbeviste om, at det hele er ét stort svindelnummer, udtænkt af nevøen.
Poul er syg, og de mistænker, at ægteskabet er et forsøg på at score arven efter Poul, der ikke har langt igen.
Og dét vil Ragnhild og Anette bevise.
Poul dør og begraves alene
Men Ragnhild og Anette når ikke langt med deres undersøgelser i første omgang, for Poul bliver mere og mere dårlig. Han er stærkt dement, svinder ind og har svært ved at tale.
Ragnhild og hendes mand, Tage, har altid hjulpet Poul med de praktiske ting, men fordi han nu er gift med nevøen, er Ragnhild ikke længere den primære pårørende, og det er begrænset, hvad hun får at vide fra plejecentret, hvor han bor.
Læs også
Men hun besøger ham stadig og kan se, at det begynder at gå stærkt.
Poul Erik Nielsen dør den 25. december 2016, 83 år gammel.
Han efterlader sig en større arv og en enkemand - den 40 år yngre nevø, som nu står til at arve fra Poul efter godt to års ægteskab.
Af respekt for Poul, lægger Ragnhild hele sagen til side i nogle uger og forholder sig hverken til ægteskab eller arv.
Nu handler det kun om at få sagt ordentligt farvel til broren.
Begravelsen er underlig og præget af den dårlige stemning i familien. Heller ikke her taler Ragnhild med nevøen.
Den dårlige stemning bliver kun værre, da nevøen ifølge Ragnhild ikke informerer resten af familien om, hvad der skal ske med urnen.
Ragnhild fortæller, at Poul altid har givet udtryk for, at når han nu ikke var gift og var uden børn, så ville han gerne begraves sammen med forældrene i familiegraven.
Det var Pouls ønske, og det har alle vidst, mener hun.
Men nu er Poul død, og fordi han var gift med nevøen, har de to søstre ingen rettigheder i forhold til begravelsen, og de får ingenting at vide af det offentlige.
Det er derfor kun ved et tilfælde, de opdager, at Pouls urne er blevet sat ned i en græsplæne i det fjerneste hjørne af kirkegården.
Ragnhild fortæller:
- Én ting er ægteskabet, som er slemt nok i sig selv. Men at Pouls ønske om gravsted ikke respekteres, det er langt ude.
Da Ragnhild har fået sagt ordentligt farvel til Poul, går hun og Anette for alvor i gang med at jagte beviser på dét, de kalder "en kæmpe svindelsag".
Ragnhild og Anette er et godt makkerpar, for de har hver deres kompetencer. Ragnhild kendte Poul indgående og kan huske som en elefant. Anette ved en masse om computere, og hun er god til at formulere brevene til det offentlige.
Mange steder møder de lukkede døre eller bliver bedt om at vente. Men langsomt får de samlet brikker og viden nok til at kunne lave en tidslinje over, hvad der er sket.
Nevøen begyndte i 2011 at låne store pengebeløb af Poul. Derefter skrev Poul under på et testamente, der tilgodeså nevøen.
Få måneder senere fortsatte nevøen med at låne store pengebeløb.
I september 2014 blev Poul gift med nevøen, og to måneder senere blev der lavet en ægtepagt. I ægtepagten står der, at alle lån, nevøen har fået af Poul, ikke skal tilbagebetales, og at ægtefællen får alt, når den anden dør.
Den første, der døde, var Poul.
Nevøens gæld er nu slettet, og han arver alt efter Poul - og fordi de er gift, skal han ikke betale arveafgift af pengene.
Nu er spørgsmålet bare: Vidste Poul, hvad der foregik?
Var det Pouls hensigt, at nevøen skulle arve alt? Eller vidste Poul ikke, hvad han skrev under på?
Anette og Ragnhild er ikke i tvivl.
- Det her har Poul aldrig ønsket. Jeg synes, nevøen er en forræder, og jeg tror, at han har udnyttet, at Poul var dement, siger Anette.
Ragnhild tager en radikal beslutning. Hun melder nevøen til politiet.
Hun anklager ham for at have udnyttet, at Poul var dement, og at nevøen har sikret sig hele formuen, uden at Poul har vidst, hvad der er foregået.
Ragnhild og Anette er ikke i tvivl. Men hvad nu, hvis de tager fejl?
Tænk, hvis Ragnhild har politianmeldt et familiemedlem, og han ikke har gjort andet end at få den arv, Poul ville give ham?
Imens politiet efterforsker, fortsætter Ragnhild og Anette deres egen jagt på beviser. Og de er kommet på sporet af noget interessant.
Er Pouls underskrift forfalsket?
Spændingen hænger i luften.
Tage sidder ved rattet, mens Ragnhild og Anette sidder på bagsædet i den røde Peugeot.
De er på vej til Højbjerg, lidt udenfor Aarhus, for at besøge Dorit Aagaard som er grafolog og uddannet til at analysere håndskrifter.
Ragnhild og Anette arbejder ud fra to teorier:
Den ene teori er, at nevøen har presset Poul til at underskrive lån, testamente, vielsespapirer og ægtepagt – og at Poul har været så dement, at han ikke har forstået, hvad han skrev under på.
Den anden teori er, at Pouls underskrifter er forfalskede – at han simpelthen ikke selv har været til stede. Og det er dén teori, Anette og Ragnhild nu vil have afklaret.
De har nemlig bemærket, at Pouls underskrift pludselig ændrer karakter. Det er særligt underskriften på ægtepagten, der adskiller sig meget, når de sammenligner med andre papirer, han har underskrevet.
Og nu vil de have en vurdering: Er det Poul selv, der har skrevet under?
Grafologen har fået tilsendt materialet på forhånd og lavet en grundig analyse.
Papirerne ligger spredt ud over bordet, sammen med blyanter, en lup og en notesblok.
Ragnhild og Anette er helt stille, mens grafologen kigger på underskrifterne gennem luppen.
- Jeg kan godt forstå, at I er kommet, siger grafologen.
Grafolog ser sygdomstegn
Herefter fortsætter hun med en detaljeret gennemgang af underskrifterne. Hun ser efter særlige kendetegn, hastighed i skriften, en harpunagtig form på et bogstav, underzoner og overzoner.
Konklusionen kommer så:
- Som sagt: Jeg kan godt forstå, I er kommet, for der sker en tydelig forandring med hans underskrift. Min vurdering er, at han selv har skrevet under, også på ægtepagten, som I studser over, men at han har skrevet under i en sygdomstilstand.
Ifølge grafologen er det altså Poul selv, der har skrevet under.
Og nu har de grafologens ord for, at der er sygdomstegn i alle hans underskrifter fra 2008 – samme periode som Ragnhild og Anette siger, at hans demens startede. Altså tre år før nevøen begyndte at låne penge af Poul.
Den røde bil starter og kører afsted.
De er nu blevet klogere og kan arbejde videre med teorien om, at Poul er blevet presset til at skrive under, men ikke har forstået det på grund af sygdom.
Men de ved også, at grafologens ord ikke er nok. De er nødt til at finde flere beviser.
Spørgsmålet er bare - hvordan?
Det er endnu ikke lykkedes at få aktindsigt i Pouls sygejournal, og alle de steder, de henvender sig til, får de at vide, at der er tavshedspligt.
Men hvis Ragnhild og Anette har ret – og Poul var dement – så burde en præst, embedsmand eller en notar have reageret. Og det skete ikke.
Det vil Ragnhild og Anette undersøge nærmere.
Hvem kunne eller burde have reageret?
I Pouls sidste leveår underskrev han lånepapirer, testamente, vielsesattest og ægtepagt foran notarer og præst eller embedsmand.
Og i Danmark er det sådan, at advokater, præster, notarer og andre offentlige embeder har pligt til at sikre sig, at man er mentalt rask og forstår, hvad der foregår, når man underskriver vigtige dokumenter.
Notarer bevidnede, at Poul underskrev flere af de vigtige dokumenter, og dermed burde det være en garanti for, at Poul var ved sine fulde fem, da han skrev under.
- Jeg ved, at Poul var dement på det tidspunkt, så der er gået noget helt galt. Det er helt uforståeligt, at de har ladet Poul skrive under i den tilstand, han var i, siger Anette.
Hun ringer til både kirker og borgerservice for at finde ud af, hvem der har viet dem. Men hun får intet at vide. Alle døre er lukkede.
Så ringer hun til arveretsadvokat Ulrik Grønborg for at høre mere om procedurerne hos en notar. For hvor lang tid tager sådan et møde, og hvilke procedurer bruges til at vurdere, om en mand er dement?
- En notar er en slags formelt vidne på, at alt er gået rigtigt til, når vigtige dokumenter skal underskrives. Et notarmøde tager typisk 5-10 minutter, siger Ulrik Grønborg.
Anette spørger så:
- Men hvilken baggrund har en notar, og hvilke retningslinjer bruger de til at vurdere, om en mand er dement?
Hertil svarer advokaten:
- En notar kan være advokat, men det kan også være en kontormedarbejder, der bare har fået et efteruddannelseskursus. Mig bekendt er der ingen faste procedurer for, hvordan en notar vurderer, om en mand er dement.
Anette fortæller, at hun har et dokument, hvori der står, at nevøen var sammen med Poul den dag, de var hos notaren. Er det normalt?, vil hun vide.
- Normalt vil man være alene derinde, er man ikke det, skal det noteres, som det også er blevet her. Og dét, at Poul ikke var alene derinde, kan have betydning for vurderingen af, om han var under psykisk pres, da han underskrev papirerne, siger advokaten.
Han siger også, at det er set i retspraksis, at én er blevet afvist på grund af demens og så bare er gået videre til andre notarer, indtil man har fundet én, der ikke standser processen.
Anette har ingen tiltro til notarsystemet, som hun lige har fået beskrevet, og som hun mener, er meget nemt at udnytte.
Hvad de ikke ved på det tidspunkt, er, at der snart dukker et vidne op, som fortæller en helt anden side af den besynderlige arvesag.
Et vidne dukker pludselig op
Sideløbende med, at Ragnhild og Anette har jagtet beviser på svindel, har de også meldt sagen til dokumentarserien 'Når arven splitter os'.
En journalist og en fotograf har fulgt dem gennem flere uger, og de har flere gange forsøgt at få nevøen i tale. Men han ønsker hverken at tale med Ragnhild og Anette eller at blive interviewet.
Men journalisterne bag tv-programmet får fat i et vidne, som Ragnhild og Anette ikke selv har talt med endnu.
Og nu sidder de hjemme i køkkenet foran en computer. De skal til at se et interview med en kvinde, der hedder Mette, som Poul boede sammen med i cirka to år - få år før han begyndte at blive syg.
Kvinden fortæller for første gang, hvad hun tror, der er foregået.
Ragnhild og Anette tager høretelefonerne på og trykker play.
På skærmen toner billedet af en diset strand frem, og de ser omridset af kvinden, der ønsker at være anonym.
Hun fortæller:
- Poul var ikke dement, da han blev gift med nevøen.
Det hele var et skatteteknisk arrangement, som Poul i flere år havde gået og bagt på. Når Poul kom hjem på orlov, så var det nevøen, der løb ham i møde og var glad for at se ham, og det gjorde Poul glad, forklarer hun.
At det netop var den nevø, der skulle arve det hele, skyldtes også, at nevøen ejede den fødegård, som Poul selv var vokset op på, og Poul ville sikre sig, at gården ikke gik konkurs.
- De siger jo, at Poul altid har sagt, at det var hans søskende, der skulle arve, og så tror de, at det er en statisk ting, som ikke ændrer sig. Men det gjorde det altså.
Begge kvinder lægger høretelefonerne fra sig. Ragnhild er helt tom i blikket.
- Jeg har aldrig hørt de ord før, som hun kommer med der, siger Ragnhild.
Anette mener heller ikke, at det, Mette fortæller, passer.
Ragnhild fortsætter:
- Jeg tror, Mette siger det her, fordi min søster og jeg for nogle år siden hjalp Poul med at smide hende ud af hans lejlighed. Poul bad os om hjælp, fordi han ikke kunne få hende til at flytte. Og det gjorde vi så: Hjalp med at få hende ud af lejligheden.
- Det her er hævn. Intet andet, lyder det fra Anette.
Politiets afgørelse
Ikke længe efter at Ragnhild og Anette har set interviewet med Mette, kommer der brev fra Statsadvokaten i Viborg.
Efterforskningen er standset.
Der står blandt andet i begrundelsen, at:
- Efter en samlet og konkret vurdering af samtlige af sagens oplysninger, mener jeg ikke, at Anklagemyndigheden kan løfte bevisbyrden i denne sag.
Men der står også følgende:
- Jeg har ikke hermed taget stilling til, at jeg ikke forstår deres undren over ægteskabet og de øvrige dispositioner mellem Poul Erik og nevøen.
Brevet fra Anklagemyndigheden er langt.
Ragnhild og Anette læser det hele grundigt og flere gange. Politiet har altså ikke kunnet bevise, at der er foregået noget ulovligt.
Men Anette studser over flere detaljer i brevet.
Der står blandt andet, at en notar bliver forevist to fotos – ét af Poul og ét af Pouls bror – altså, nevøens far. Notaren udpeger nevøens far som den, der har underskrevet dokumentet, men siger samtidig, at hun ikke er 100 procent sikker.
Søren Braskov, psykolog og professionel konfliktmægler, giver i videoen herunder gode råd om, hvordan du undgår, at en arv splitter familien.
En anden notar fortæller til politiet, at hun overhovedet ikke kan huske sagen, men at Poul var i stand til at skrive under. Det samme siger den præst, som har viet dem.
- Det er jo ikke hver dag, at to mænd fra samme familie med 40 års aldersforskel bliver gift og skal have underskrevet sådan nogle dokumenter. Jeg synes, det er mærkeligt, at en notar udpeger nevøens far som underskriver, og at ingen af dem kan huske sagen. Men de kan godt huske, at Poul var i stand til at skrive under, siger Ragnhild.
Hun og Anette er dybt frustrerede over politiet og de mange mistænkelige detaljer, som der ikke bliver fulgt op på.
Men få dage efter de har læst politiets afgørelse, kommer dét gennembrud, de har gået og ventet på.
Ragnhild og Anette får aktindsigt i Pouls lægejournaler.
De kan måske bevise, at Poul var dement, da han blev gift med nevøen og underskrev alle papirerne, der førte til, at nevøen nu arver alt.
Vielsen og alle dokumenterne blev underskrevet i perioden mellem januar 2011 og november 2014.
Men hvad siger sygejournalerne? Var han beviseligt dement i den periode?
Anette og Ragnhild læser alle papirerne igennem.
Første tegn på det, der kan være begyndende demens, er skrevet på Randers Sygehus i januar 2013:
- Patienten er 79 år, og han virker lidt forvirret.
I november 2014 fastslår Pouls praktiserende læge, at Poul Erik Nielsen ved den konsultation virkede demenspræget.
Læs også
Ved en scanning i marts 2015 på Randers Sygehus noteres det, at:
- Patienten er moderat til svært demenspræget.
Ragnhild og Anette kigger på hinanden. De mener, at de har fået bekræftet deres mistanke:
- Vi var meget tætte på Poul, og vi ved, hvor dårlig han var. Og hvis man sammenligner lægenotaterne med de ting, der er foregået, så synes jeg, det er meget tydeligt, at Poul på ingen måde har været i stand til at forstå, hvad der er foregået på det tidspunkt, siger Ragnhild.
Politiet har også haft adgang til lægejournalerne, men har altså ikke vurderet, at det har været nok til at bevise, at Poul ikke har forstået, hvad han har skrevet under på.
Men Ragnhild og Anette synes ikke, at efterforskningen er gjort grundigt nok.
- Det er mange penge, det drejer sig om. Og jeg ved, at det var penge, som Poul ønskede, at vi søskende skulle arve. Men pengene er ikke det vigtigste, jeg kan godt klare mig uden de penge. Det er Pouls eftermæle, jeg kæmper for, og det vil jeg blive ved med, siger Ragnhild.
Ragnhild, Tage og Anette tager regntøj på og sætter sig ind i den røde Peugeot for at køre hen til kirkegården.
Regnen siler ned, da de går med en stor buket roser i favnen, forbi forældrenes gravsted og ned til det fjerneste hjørne, hvor Poul ligger alene.
De sætter blomsterne ned ved graven, kigger på hinanden og bliver enige om, at de ikke er færdige med at kæmpe for Pouls eftermæle.
Hvad der helt præcist skete, og om Poul vidste, hvad der foregik, er der kun én, der ved – og det er nevøen. For Poul er her ikke længere.
Artiklen er baseret på interviews med Anette Dyrbye, Ragnhild Gregersen og Tage Gregersen. Tv-produktionsholdet har været i kontakt med nevøen, men han har ikke ønsket at kommentere eller medvirke.
Historien bliver vist i dokumentarserien 'Når arven splitter os' mandag den 22. januar klokken 20.00 på TV 2.