Ond kamp på Kalø: Endnu en ting til diskussion i nationalpark
Nyt kapitel i kampen om et velkomstcenter på Kalø.
Ledelsen i Nationalpark Mols Bjerge har siden 2013 arbejdet for et nyt velkomstcenter nær Kalø Slotsruin, men det er langt fra alle, der er lige vilde med ideen.
Kritikken er kommet fra flere forskellige retninger, og nu har den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening set sig sur på placeringen af velkomstcenterets store parkeringsplads.
Læs også
Parkeringspladsen med plads til 160 biler har hidtil ikke været en del af diskussionerne om velkomstcenteret. Men det er altså slut nu.
- Vi er modstandere af, at man indbringer et 10.000 kvadratmeter stort parkeringsanlæg midt i det her fredede område, siger formanden for Danmarks Naturfredningsforening i Syddjurs Kommune, Stig Bredstrup, til TV2 ØSTJYLLAND.
Danmarks Naturfredningsforening mener, at parkeringspladsen bør ligge på den anden side af hovedvejen.
Ifølge Mika Leth Pedersen fra Nationalpark Mols Bjerge vil der dog være ulemper, uanset hvor man placerer parkeringspladsen.
Naturfredningsforeningen klager aktuelt til Planklagenævnet over Syddjurs Kommunes igangværende arbejde med en lokalplan. En lokalplan, der medvirker til at bane vej for velkomstcenteret.
6000 underskrifter imod
Det er som nævnt ikke kun Danmarks Naturfredningsforening, der er trætte af velkomstcentret, som koster 40 millioner kroner at bygge.
Der er blandt andet indsamlet omkring 6000 underskrifter fra lokale, som gerne vil bevare Kalø Slotskro.
- Jeg kæmper for det her, og det gør de andre 6000, der har skrevet under også, siger talskvinde for Bevar Kalø Slotskro, Linda Mikkelsen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Carsten Nørgaard fra Ebeltoft har også markeret sig i debatten om det planlagte velkomstcenter.
- Det virker helt forkert, og det kan undre, at det overhovedet kan lade sig gøre, at nogen kan komme så langt med det, som de er. Hvis der er noget, jeg er for, så er det udvikling i Syddjurs Kommune, men det her er bare ikke udvikling, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Brok er spildt
Det er bestyrelsen for Nationalpark Mols Bjerge, der har besluttet at placere et velkomstcenter ved Kalø.
Men kommunen skal give endeligt lov ved en ændring af lokalplanen, og hvis man spørger byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Syddjurs Kommune, Per Dalgaard, er der ikke så meget at rafle om.
- De har lov til at brokke sig alt det, de vil, men jeg tror på, at det bliver til noget. Der er et flertal i byrådet, der synes, det er en god idé, siger til TV2 ØSTJYLLAND.