Omkørsel på motorvejen
Vejdirektoratet skal i gang med asfaltarbejde på Silkeborgmotorvejen, som medfører rampelukninger ved Låsby
Vejdirektoratet lægger nu det sidste lag asfalt på Silkeborgmotorvejen mellem Låsby og Mollerup på en omkring syv kilometer lang strækning.
Det betyder, at frakørselsrampen i østlig retning ved Låsby lukker 1. juni klokken 06.00, og den er lukket frem til 5. juni.
Trafikanter fra Silkeborg til Låsby, Skanderborg, Hammel og Ry kan derfor ikke køre på motorvejen ved Hårup. I stedet skal de tage landevejen frem til Låsby og benytte Flenstedbuen frem til Randersvej.
Trafikanter til Låsby kan fortsætte af Gl. Silkeborgvej.
Skifter rampe
Når frakørselsrampen ved Låsby er åben igen, går der ikke mange dage, før turen kommer til tilkørselsrampen, som er lukket fra 8. klokken 06.00 til 12. juni.
Det betyder, at trafikanterne skal benytte samme omkørsel men nu i modsatte retning.
Trafikanter, der benytter strækningen mellem Silkeborg og Aarhus, bliver ikke påvirket af asfaltarbejdet.
Der kan opstå kødannelse
I perioden 21. maj til 19. juni vil der dog på nogle tidspunkter kun være trafik i ét spor i hver retning på motorvejen. Vejdirektoratet forventer, at arbejdet kan give kødannelse i myldretiden.
Derfor opfordrer de trafikanter til at være opmærksomme og følge skiltningen på vejen.
Arbejdet påvirkes af vejret, og regnvejr kan være med til at ændre tidsplanen.