Oliver Drost - den finurlige halvkroat med det gode spark
Han har scoret tre mål i de seneste fire kampe. Oliver Drost, der har en kroatisk far, var kasseret i Vejle, men blomstrer nu under Bo Henriksen
I sidste rundes 2-0-sejr over FC Helsingør, stod Oliver Drost for AC Horsens' første mål. Et tørt hug fra feltets ene side.
Det var hans tredje mål i den gule trøje, og det blev scoret i hans blot sjette kamp.
Selvom han har været på CASA Arena siden sommer - først et halvt år som lejesvend fra Vejle, inden Bo Henriksen i januar købte ham fri - har det taget tid, før han for alvor fik kæmpet sig ind i varmen.
Læs også
Og først i weekenden fik han sin første kamp fra start.
- Jeg kommer til Horsens og er måske en lidt anden type spiller end det, man normalt ser i Horsens. Så jeg skulle bruge noget tilvænning. Jeg skulle tage denne her Horsens-stil til mig. Og det tog lidt tid, og så var der også lidt niveauforskel, for jeg kom fra 1. division og op i Superligaen, fortæller Oliver Drost, inden han fortsætter.
- Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg har niveauet til at være med, både i 1. division og for så vidt også i Superligaen. Jeg har bare haft brug for tilliden, og den havde jeg ikke særlig meget af i Vejle.
Læs også
Stod stille i Vejle
I B93 nød han stor succes fra 2014 til 2016. Han spillede på kanten, og sluttede af med at score 13 mål i 12 kampe. Det fik Vejle Boldklub til at hente ham til Jylland, men det blev aldrig et godt match.
Skader og en ny italiensk træner, der ikke havde et godt øje til ham, var medvirkende til, at det blot blev til 10 kampe for det nuværende tophold i landets næstbedste række.
- Der skete mange ting. Jeg blev skadet, og det gik ikke min vej. Så da Bo gav mig chancen, så vidste jeg, at jeg skulle gribe den.
Balkan-blod i årene
Hans fulde navn er Oliver Vugrin Drost. Mellemnavnet indikerer noget andet end dansk.
Oliver Drosts far, der aldrig selv har spillet fodbold men som var en habil bordtennisspiller, kom til Danmark som 9-årig og har boet her lige siden.
Men rødderne i faderens hjemland fylder meget hos den 22-årige angriber.
- Der er noget stædighed og en eller anden form for Balkan-mentalitet, der gør at, vi måske er lidt skøre en gang imellem. Det kommer fra min fars side, som er født i Kroatien.
Læs også
- Jeg er glad for Kroatien, og jeg har et stort tilhørsforhold til Kroatien. Og det gør jo et eller andet ved min mentale tilstand. Der er lidt Balkan-skørhed, det er der, fortæller Oliver Drost, der hvert år er på ferie i Kroatien, og som har op til flere idoler blandt de rød- og hvidternede helte.
- Der er jo nogle kroatiske spillere, som virkelig gør sig i toppen. (Luka, red.) Modric er jo en fuldstændig vanvittig spiller, Davor Šuker, hvis man kan huske ham, var også en fremragende angriber. Der har været mange gode kroater igennem tiden, også (Mario, red.) Mandžukić i Juventus. Så det er en god fodboldnation.
Ikke bange for fejlene
Drost sluttede efteråret af med at sikre AC Horsens et point i udekampen mod Hobro, inden han runden efter scorede det udlignende mål i 2-1-sejren over SønderjyskE.
- Jeg har et godt spark. Jeg er kynisk, og så er jeg ikke bange for at lave fejl. Og så synes jeg, at jeg er rigtig dygtig én-mod-én. Så en finurlig spiller med et godt spark.
Det at han ikke er bange for at lave fejl hænger igen sammen med de kroatiske rødder, mener Oliver Drost.
- Det er måske lidt af det Balkan der. Hvor man måske er lidt... Man er jo ikke ligeglad med, at man laver fejl, men man er ikke bange for at gøre det igen, når det fejler første gang. Og det er måske lidt af den der stædighed, det skal nok lykkes på et tidspunkt.
Fredag aften klokken 19:00 tager AC Horsens imod Randers FC, og her kan den finurlige halvkroat muligvis se frem til den anden kamp i træk, hvor han er at finde i startopstillingen. Kjartan Finnbogason sidder nemlig ude med karantæne.