Oliefabrik med nyt image
Aarhus Oliefabrik skifter navn til Aarhus United for at give koncernen et internationalt navn.
Det er ikke nødvendigt at være fodboldinteresseret for at kunne være med, når østjyderne i fremtiden taler om Aarhus United. Trods det sports-klingende navn er Aarhus United nemlig ikke en stor fodboldklub, men derimod navnet på en østjysk fødevarekoncern.
Aarhus Oliefabrik holder ekstraordinær generalforsamling den 25. august, og her forventes deltagerne at ændre koncernens navn til Aarhus United. Samtidig ændrer koncernen struktur.
Baggrunden for ændringerne er, at virksomheden, der producerer planteolier til fødevareindustrien, har gennemgået en omfattende globalisering, siger administrerende direktør Erik Højsholt.
- Vi har i et stykke tid arbejdet med vores image, og en del af det er jo det gamle navn. Vi har været glade for det, men samtidig med at vi ændrer strukturen i selskabet og laver en egentlig koncernstruktur, synes vi, det er oplagt at tage skridtet og skifte navn til et mere internationalt klingende navn, som hele koncernen samles under, siger Erik Højsholt.
Virksomheden har på verdensplan knap 2000 medarbejdere, og den havde i 2002 en omsætning på knap 5 milliarder kroner.