Olie-indsmurte fugle aflives
400-500 olietilsølede sortænder og edderfugle skal lørdag morgen aflives på Anholts nordkyst.
Antallet af fugle, der er ramt af olieforurening nord for Anholt i Kattegat, er nu oppe på 400-500.
De mange olietilsvinede fugle bliver aflivet i løbet af lørdagen. Det oplyser vildtkonsulent Steen Bonne Rasmussen fra Skov- og Naturstyrelsen.
- Det er overvejende sortænder og edderfugle, og nu er der også kommet fløjlsænder til. Lidt flere fugle er begyndt at søge ind mod land, men de er svære at komme i nærheden af, siger han.
En borger opdagede i tirsdags mange olieindsmurte fugle på Nordstrand og slog alarm til myndighederne. En lille gruppe lokale jægere tager sig nu af at aflive samtlige fugle, også dem der kun er lettere smurt ind i olie.
En olieplet på størrelse med en femmer er rigeligt til, at fuglene ikke kan overleve, siger Steen Bonne Rasmussen.
Sidste år i oktober blev over 1000 vandfugle tilsølet med olie præcis samme sted og måtte skydes. Der er heller ikke denne gang noget spor af det skib, der har lukket olien ud.
Et par vinger fra de aflivede fugle bliver sendt ind til Danmarks Miljøundersøgelser, så man kan fastslå, hvad slags olie der er tale om.
Men Søværnets Operative Kommando i Århus meddelte i onsdags, at der hverken på satellitbilleder eller på miljøflyets radar er fundet spor af olie på havet. /ritzau/