Oles DVD-butik i Hinnerup kæmper mod Netflix og HBO

Salget af DVD-film styrtdykker, men måske er der lidt håb for landets største DVD-butik. Nye tal viser, at folk i stigende grad køber premierefilm på DVD

03:10

Ole Stenstrup har siden 1980'erne stået bag disken i Videoshoppen i Hinnerup. Med 36.000 film på lager er butikken landets største af sin slags.

I en tid, hvor vi streamer film og serier på livet løs, kan det være oplagt at tro, at de fysiske videoformater som dvd'er og Blu-rays allerede er døde og begravet.

Det er dog ikke helt tilfældet, viser nye tal fra Foreningen af Danske Videodistributører (FDV).

Det er fantastisk, at dvd'en har overlevet så lang tid, som den har. Mediet burde have været dødt for flere år siden.

Claus Bülow Christensen, digital analytiker, TommorowsNextMedia

Der blev således solgt 10 procent flere filmnyheder på dvd og Blu-ray i 3. kvartal 2017 sammenlignet med samme periode året før.

Filmnyheder dækker i sammenhængen over film, der er udkommet inden for det seneste år.

- Vi har en formodning om, at folk er blevet lidt mere bevidste omkring, hvad det er for noget indhold, de kan finde på de forskellige streamingtjenester. Forbrugerne har fundet ud af, at de nyeste titler ikke kan findes på Netflix, siger Ditte Rie Agerskov, der er sekretariatschef for FDV, til TV2 ØSTJYLLAND. 

Ole Stenstrup Høy har været indehaver af Videoshoppen i Hinnerup siden 1986. Dengang var det formaterne VHS og Betamax, der kæmpede om videomarkedet.

Nostalgi kan spille ind

Når man kigger på hele 2017, er filmnyheder på Blu-ray i vækst med 11 procent, mens der også har været en fremgang på salget af dvd-filmnyheder, lyder det fra FDV.

De nye tal overrasker Claus Bülow Christensen, der er ekspert i elektroniske medier og digital analytiker hos TommorowsNextMedia.

- Det er fantastisk, at dvd'en har overlevet så lang tid, som den har. Mediet burde have været dødt for flere år siden, for udvalget og kvaliteten er langt bedre hos streamingtjenester som Netflix eller HBO Nordic, siger han til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter: 

- Der er ikke nogen rationel forklaring, men jeg tror, at nostalgien spiller ind. Dvd'er har skabt stor glæde for mange.

Læs også Randers-dreng er med i stor Netflix-serie

Kæmpe nichebutik i Hinnerup 

Et af de steder, hvor dvd'er og Blu-rays skaber glæde, er hos Videoshoppen i Hinnerup. Med 36.000 film på lager er butikken landets største af sin slags.

Folk kan bruge en hel aften på at finde noget at se på streamingtjenesterne, og så spilder man en aften på det. 

Ole Stenstrup Høy, ejer, Videoshoppen

Videoshoppen har åben 365 dage om året, og det er altid indehaver Ole Stenstrup Høy, der står bag disken. 

- Man kan ikke finde alting på nettet. Der er også folk, der kommer ind for at få hjælp til at finde en film i ren frustration over, at de ikke kan finde noget, de vil se, på de digitale tjenester, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også 4D har indtaget biograf i Aarhus - varme drikke frarådes

Ole Stenstrup Høy har med egne ord 'alt, hvad der udkommer', og hans filmsamling går tilbage til 1920'erne. 

- Folk kan bruge en hel aften på at finde noget at se på streamingtjenesterne, og så spilder man en aften på det. De kan også komme ind til mig, og så kan jeg hjælpe dem med at finde en film til enhver lejlighed, siger Ole Stenstrup Høy, der med 32 år bag disken har et indgående kendskab til film.

04:03

VIDEO: TV2 ØSTJYLLAND besøgte for 10 år siden Ole Stenstrup Høy i Videoshoppen. Se med her.

Luk video

Netflix og HBO æder marked

De danske forbrugere købte over 2,4 millioner dvd'er og blu-rays i 2017.

- Det er vi tilfredse med i et fysisk videomarked, hvor flere detailkæder som Fona, Stereo Studio og TP Musik i de seneste år har lukket, siger sekretariatschef Ditte Rie Agerskov fra FDV og fortsætter:

- Flere eksperter sagde allerede for 10 år siden, at der inden for 5 år ikke ville være et marked for fysiske formater, men det har absolut ikke holdt stik. 

Det er dog ikke kun fryd og gammen, der præger salget af dvd'er og Blu-rays i 2017.

Alt der forsvinder, vil der være nogle der samler på.

Jens Dalgaard, direktør, Tack International

Den samlede udvikling for de to formater viser et fald på 18 procent sammenlignet med 2016. Det er film med mere end 12 måneder på bagen, der trækker gevaldigt ned i salgstallene. Her har Netflix og HBO overtaget markedet.

Sekretariatschef Ditte Rie Agerskov regner med et pænt salg af dvd'er og Blu-rays i 2018 og 2019, men hun er ikke jubeloptimist på de fysiske formaters vegne.

- Jeg forventer, at markedet bliver mindre qua de digitale vaner, forbrugerne har tilvænnet sig. Men jeg tror, der går en årrække før der ikke længere er fysiske formater at finde på butikkernes hylder, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Alexander lavede app til ordblind lillebror: Nu er filmoplevelserne reddet

Vi søger det, der ikke længere er

Vinylpladen har i senere år fået en renæssance, og spørgsmålet er, om dvd og Blu-ray på den lidt længere bane vil opleve samme skæbne. 

- Jeg tror, der er noget romantisk ved LP'en, og den har en anden og længere historie end DVD'en, så man kan ikke sammenligne de to ting. Men alt der forsvinder, vil der være nogle der samler på, siger Jens Dalgaard, der er ekspert i salg og direktør i konsulenthuset Tack International, til TV2 ØSTJYLLAND.

En nichebutik som Oles kan godt overleve, mener ekspert.

Han mener ikke nødvendigvis, at fremtiden ser mørk ud for Ole Stenstrup Høy og Videoshoppen i Hinnerup.

- Der er masser af plads til nichebutikker, hvis de har en stor produktbredde. Det kræver, at brugerne kan finde det produkt, de leder efter, og det lader jo til at være tilfældet her, siger Jens Dalgaard og fortsætter:

- Men han kan kun overleve, hvis han kombinerer butikken med en handelsportal på nettet. Der er ikke nogen, der kan klare sig uden en nethandelsbutik.

Videoshoppen i Hinnerup har åben hver dag mellem 16 og 22. Det koster 45 kroner at leje en film til næste dag klokken 18. Det er muligt at leje en movieboks, hvis man er faldet over en VHS-film, der ikke er genudgivet på DVD.

Læs også Bodilpris til birolle i film om aarhusiansk bokselegende