Oldebørn har kollegiefordel
Efterkommere forrest i køen
Siden oprettelsen i 1946 har først modstandsfolk og siden deres efterkommere haft fortrinsret til værelser på 4. Maj-kollegierne i Aarhus og Horsens.
Den fortrinsret vil som minimum gælde til 2023, efter at boligminister Carsten Hansen (S) fredag har givet de i alt ni danske 4. Maj Kollegier dispensation til at lade efterkommere af frihedskæmpere komme forrest i boligkøen i yderligere ti år.
- Det er vigtigt, at vi husker og skønner på dem, der kæmpede for Danmark. Derfor sætter vi lys i vinduet den 4. maj, men med 4. Maj-kollegierne har vi noget, der hele året minder os om frihedskæmperne indsats. Det vil jeg gerne værne om, siger ministeren.
De ni kollegier - deriblandt kollegierne i Aarhus og Horsens - blev i sin tid opført med midler fra Frihedsfonden. De drives i dag af Kollegierådet.