Randers-cheftræner om Masango: Tillid er et nøgleord
Mandla Masango nu skal ind og genopbygge tilliden efter seks uger ude i kulden, mener Ólafur Kristjánsson
I dag var Mandla Masango tilbage på træningsbanen sammen med sine holdkammerater i Randers FC. Han har ikke trænet med førsteholdet de seneste seks uger, så nu venter der spilleren et arbejde forude, før han for alvor er inde i varmen igen.
- Mandla må komme ind og bevise, at han er motiveret og har lyst til at være en del af det omklædningsrum og de træninger og kampe, vi skal spille, siger Randers FC's cheftræner, Ólafur Kristjánsson.
Mandla Masango er især kommet i modvind, efter at hans agent, Buddy Farah, flere gange er kommet med kontroversielle udtalelser om sin klients utilfredshed med at være i Kronjylland.
Læs også
- I denne her sag har der været en rådgiver, en agent, som har kommet med nogle udtalelser, der har været meget uheldige for Mandla. Og jeg har også sagt til Mandla, at når han har en agent, så kan man regne med, at jeg tager det sådan, at det agenten siger, det er spillerens holdning, lyder det fra Ólafur Kristjánsson.
Men det var Masango dog ikke helt enig i.
- Han kunne godt se det, men vi var ikke helt enige om, at det var sådan det var. Og det kunne vi godt blive uenige om, men min holdning er, at det er spillerne som ansætter agenterne, og så må de have styr på det, agenterne siger.
Læs også
Ólafur Kristjánsson vil nu se sin sydafrikanske kantspiller arbejde for at blive en del af omklædningsrummet igen.
- Tillid er et nøgleord for mig. Jeg vil ikke sige, at jeg har mistet tilliden til Mandla i denne her periode, men den gensidige tillid om, at Mandla er velkommen til at komme ind og bidrage, den må Mandla få bygget op, siger cheftræneren, der samtidig appellerer til sin trup om at tage imod Mandla Masango.
- Der skal vi have et omklædningsrum, som er stort nok og rummeligt nok til at tage imod en, som måske har bevæget sig lidt ude på et skråplan, her i de sidste par uger.
Randers FC - med eller uden Mandla Masango - spiller næste Superliga-kamp på fredag ude mod Esbjerg fB.
I videoen øverst på siden kan du se hele interviewet med Ólafur Kristjánsson.