Randers-træner: Nu er jeg lidt glad for at vi fik modgang
Randers FC møder lørdag Sønderjyske i første runde af den nye Superliga-sæson
Lørdag tager Randers FC turen sydpå, når kronjydernes første superligakamp skal spilles i Haderslev mod Sønderjyske.
Sæsonpræmieren mod sønderjyderne bliver netop en kamp mellem to af de hold, der kæmpede hårdt om en plads i mesterskabsspillet i sidste sæson.
Læs også
Randers FC, der ellers lå lunt i svinget i det meste af efteråret, måtte se sig overhalet af blandt andre Sønderjyske, efter klubben led en række nederlag i de sidste og afgørende kampe i grundspillet.
Selvom der uden tvivl var skuffelse i Randers over resultatet dengang, så mener cheftræner Olafur Kristjansson i dag, at holdet kan bruge problemerne i efteråret positivt.
Olafur Kristjansson fortæller nemlig, at holdet har forsøgt at reflektere over den modgang, som de mødte i slutningen af grundspillet.
De har også arbejdet på at vende nederlagene og scoringskrisen til noget positivt, som de kan bruge i den kommende sæson.
- Nu må vi håbe og tro på, at når vi kommer til at møde modgang igen, for det gør vi, så går det en del stærkere med at komme ud af det. Så det skal man tage som en oplevelse i forhold til at udvikle sig. Nu er jeg lidt glad for, vi fik den modgang, selvom det var rigtig trælst, da vi stod der og ikke fik vundet så mange kampe, siger Olafur Kristjansson.
Profiler er væk
Det er et anderledes Randers FC-mandskab, som møder op til den nye sæson.
Mange af spillerne er de samme, men alligevel mangler nogle få men vigtige spillere i Randers.
Læs også
To af holdets helt store profiler er forsvundet fra klubben i løbet af sommerpausen.
Holdets anfører fra sidste sæson, Mads Fenger, er rykket til svensk fodbold og Hammarby IF.
Årets spiller i Randers 2016, Kasper Fisker, har skiftet Kronjylland ud med Vestegnen, Randers FC er blevet til Brøndby IF for kantspilleren.
Randers FC’s nye anfører, forsvarsspilleren Mads Agesen, tror, holdet kommer til at savne de to markante profiler i nogle af kampene, men han slår samtidig fast, at klubben har hentet nogle nye spændende spillere ind i sommerpausen.
- Vi kommer måske til at savne dem i kampene, men det kan vi ikke rigtig bruge til noget. Vi har fået nogle nye ind, som jeg synes, ser rigtig interessante ud. De har givet et nyt pust og et nyt miljø, og det synes jeg, har smittet af på hele truppen. Jeg synes, der er rigtig god stemning, og vi er mere end klar til på lørdag, fortæller Mads Agesen.
Målsætningen er top 6
Randers FC endte grundspillet på syvendepladsen sidste sæson, og dermed missede de den sidste plads i mesterskabsspillet, da ligaen blev delt efter 26 runder.
Randers FC's første 5 kampe i denne sæson
Randers FC - FC København
FC Midtjylland - Randers FC
Hobro IK - Randers FC
Randers FC - Brøndby IF
Det skal klubben forsøge at gøre bedre i år, mener cheftræneren.
- Når vi starter på en frisk, har vi en målsætning om, at vi skal give os selv mulighed for at komme i top 6. Der er rigtig mange kampe at spille, og det er en konsekvens af de præstationer, som vi leverer, om vi kommer med eller ej. Nu her når sæsonen starter, handler det om gode præstationer og at få skrabet nogle point sammen, så vi får skabt en platform, der giver os mulighed for eventuelt at komme i top 6. Man skal have nogle ambitiøse målsætninger hver dag, og så bliver konsekvensen forhåbentlig, at vi har succes med det, vi laver, siger Olafur Kristjansson.
Randers FC starter superliga-sæson lørdag den 15. juli, når de møder Sønderjyske i Haderslev.