Ólafur: Det er en udfordring at have så mange nationaliteter

Randers FC har ikke været kendt for at have mange nationaliteter i sin trup, men nu er det den klub i Superligaen med næstflest

06:28

Når førsteholdet træner i Randers FC, så kan man finde 11 forskellige nationaliteter på træningsbanen inklusive danskere. Det er lige så mange forskellige nationaliteter som i FC København - og i Superligaen er det kun FC Midtjylland med 12 nationaliteter, der har flere forskellige oprindelser i truppen.

Og det kan skabe udfordringer på et fodboldhold.

I tirsdagens udgave af Fodbold med Horup var Randers FC's cheftræner Ólafur Kristjánsson gæst, og her bragte den islandske træner emnet op.

Randers FC's forskellige nationaliteter

Danmark (12)
Finland (1)
Færøerne (1)
Georgien (1)
Island (1)
Montenegro (1)
Serbien (1)
Senegal (1)
Sverige (1)
Tyskland (1)
USA (1)

I alt: 11

- En del af de udfordringer vi eventuelt har - det gisner jeg lidt om - er, at vi har ti nationaliteter i truppen (11 hvis man inkluderer danskerne, red.). Randers har igennem tiderne været kendt for at have en stamme skandinaver og så krydre den med fremmede elementer. 

Og netop disse 'fremmede elementer' har der aldrig været flere af i Randers FC's historie. 

Læs også Silkeborg IF's ghaneser har fået en dansk familie

- Det er også tankevækkende, at mange af de spillere, som kommer langt væk fra, de havde lidt udfordringer ved at trives i klubben, i byen og i miljøet, siger cheftræneren og nævner sydafrikaneren Mandla Masango, australieren Mustapha Amini og Moussa Maazou fra Niger som eksempler.

- Man skal bare være opmærksom på som klub og som organisation, at man ikke kan fylde sine hylder med fremmede, som har svært ved at integrere sig. 

Har selv haft udfordringer

Selvom det primære job som fodboldspiller er at levere på banen, så er der mange ting uden for banen, der også skal fungere. Og her kan Danmark være et svært land at rejse til.

- Perry Kitchen fra USA, som har spillet i Skotland, han har kæmpe udfordringer med sproget. Alle vejledninger på alt han køber, installationer, tv, hvis han ringer til en offentlig institution. Det er alt sammen på dansk, siger Kristjánsson, inden han nævner sig selv og sin familie som eksempel.

- Jeg kommer fra Island, jeg har haft mine udfordringer. Min kone kunne jo muligvis tænke sig at få et arbejde. Men hvordan gør vi det? Der gik ni måneder før hun havde noget at lave.

Alle vejledninger på alt han køber, installationer, tv, hvis han ringer til en offentlig institution. Det er alt sammen på dansk.

Ólafur Kristjánsson

Ifølge Ólafur Kristjánsson har klubberne - inklusive cheftrænerne - et kæmpe ansvar for at hjælpe spillerne med at integrere sig.

- Det burde være noget, man tænker over, når man henter nogen ind, som skal yde fra dag ét; "Hvordan integrerer vi de her mennesker?" Og der er jeg klart et af de mennesker, som bærer ansvaret for det, fortæller han.

Hør hele debatten i afspilleren øverst på siden. 

Hele tirsdagens afsnit af Fodbold med Horup kan du se her!

Antal udlændinge i de øvrige østjyske klubber

AC Horsens:
Danmark (16)
Filippinerne (1)
Finland (1)
Gambia (1)
Ghana (1)
Island (1)
I alt: 6

AGF:
Danmark (20)
Sverige (2)
Australien (1)
Burkina Faso (1)
Kroatien (1)
Serbien (1)
Sierra Leone (1)
I alt: 7

Silkeborg IF:
Danmark (18)
Georgien (2)
Brasilien (1)
Ghana (1)
Sverige (1)
Slovenien (1)
I alt: 6