Øl-tyveri endte i tumult

En 26-årig mand er anholdt

Foto: Google Maps

En 26-årig mand blev mandag sidst på eftermiddagen anholdt, efter han havde stjålet øl fra en Rema 1000 butik i Aarhus og truet personalet.

Kort før klokken 18.00 opdagede personalet i Rema 1000 på Vilhelm Bergsøes Vej, at en 26-årig mand havde stjålet øl fra forretningen.

- De ville tilbageholde ham ude foran butikken, men han sagde, at han havde en kniv, og at de skulle slippe ham. Det endte i tumult, og personalet fik overmandet ham, siger politikommissær Thomas Hinge fra Østjyllands Politi.

På grund af truslerne endte øl-tyveriet med at blive et øl-røveri.

Østjyllands Politi blev tilkaldt, og manden blev anholdt. Det viste sig, at manden ikke var i besiddelse af en kniv, selvom han havde truet med at bruge en kniv, hvis personalet ikke lod ham gå.