Øl-røvere angreb personale
Et tyveri af nogle øl fra SuperBrugsen på Vesterbro Torv i Århus tirsdag eftermiddag endte som røveri.
To mænd på henholdsvis 35 og 40 år blev tirsdag sigtet for røveri. Det skete da de havde stjålet nogle øl i SuperBrugsen på Vesterbro Torv i Århus. De to mænd gik gennem kasselinien uden at betale for de våde sager, og da de heller ikke betalte øllene i kiosken, men i stedet for gik ud af butikken, fulgte personalet efter dem.
Sammen med personalet og nogle sikkerhedsvagter blev de to mænd indhentet og tilbageholdt. Det førte til en del tumult, hvor de ansatte flere gange blev skubbet kraftigt i brystet og spyttet på af de to gerningsmænd, oplyser Østjyllands Politi.
Mændene blev anholdt og taget med til afhøring på politigården.
Begge mænd nægter sig skyldige.