OL-bueskytter skød skarpt
Flot sejr over Indien sikrer dansk kvartfinaleplads
De danske bueskytter Carina Christiansen, Louise Laursen og Maja Jager skød sig søndag formiddag videre til kvartfinalerne i holdturneringen ved OL. Netop Louise Laursen og Maja Jager bor og træner til daglig i Aarhus.
Trioen slog Indien med 211-210 og står senere søndag eftermiddag over for Korea, der er favoritter til at tage OL-guldet.
Især Carina Christiansen startede godt mod inderne, da hun med sine otte pile ramte tre 10'ere og tegnede sig for 72 af de danske point.
Louise Laursen fik også indstillet sigtekornet helt korrekt og ramte plet to gange og nåede op på 70 point.
Maja Jager var på sit sidste forsøg presset til at skyde en nier, og hun formåede at holde nerverne i ro og sørge for sejren over Indien, der rangerer som nummer to på verdensranglisten.
- Det er fantastisk at se den ramme nieren. Jeg vidste faktisk ikke, hvad jeg skulle skyde, og jeg prøvede bare at få en 10'er og gøre det bedste, jeg kunne og have fokus på de rigtige ting, siger Maja Jager.
Pænt af speakeren
Bueskytterne følger normalt ikke med i scoren undervejs, da det tager for meget fokus.
- Det var pænt af speakeren, at han ventede med at sige, at
Maja skulle skyde en nier til lige efter, at hun havde skudt. Det var pænt af ham, at han ikke gjorde det lige inden, siger Louise Laursen.
Danskerne havde alle gåsehud over at stå på Lord's Cricket Cround i London på et tætpakket stadion.
- Der er aldrig tilskuere til bueskydning. Maksimalt 20 og så noget familie, siger Maja Jager.
Det er første gang nogensinde Danmark har et kvindeligt hold med i bueskydning ved OL og senere søndag venter storfavoritterne fra Korea i kvartfinalen.