OL-båd til Aarhus
Marselisborg Sejlklub fik fornem gave
Lørdag var der godt humør og store smil på Marselisborg Lystbådehavn i Aarhus, da der var standerhejsning.
Og ingen fest uden gaver.
Her forærede Kongelig Dansk Yachtklub nemlig en OL-båd til Marselisborg Sejlklub.
Lørdag var Piraterne, som er en sammenslutning under Kongelig Dansk Yachtklub, på besøg i Aarhus for at overdrage sejlerne i Marselisborg en 6 meter lang Elliott kølbåd, der bærer navnet Knud-Ole.
- I Marselisborg Sejlklub er vi meget taknemmelige for og stolte af, at Piraterne har valgt os som modtagere af den flotte gave, siger formand Lisbet Bjerre Knudsen i en pressemeddelelse.
Marselisborg Sejlklub har deltaget i et pilotprojekt i målgruppen 18-25-årige i samarbejde med Dansk Sejlunion. Her skal unge udvikle et fællesskab omkring sejlsport, havnemiljøet og udeoplevelser.
- Vi har allerede her i sæsonens spæde start haft adskillige nye unge på vandet i vores Elliott'er. De har allerede oplevet glæden ved fællesskabet og Aarhusbugtens tiltrækningskraft, siger Lisbet Bjerre Knudsen.