Øksemand for Højesteret
I dag starter ankesagen mod Kurt Westergaards overfaldsmand
Økseoverfaldet på Kurt Westergaard kommer fra i dag igen for retten. Denne gang er det Højesteret, der skal tage stilling til, om det var terror, da en somalisk mand fra Aarhus overfaldt Jyllands-Postens tegner, Kurt Westergaard, i dennes hjem i Viby.
Under ankesagen i Landsretten mente et mindretal på tre af nævningerne, at der ikke var tale om terror. Gerningsmanden blev imidlertid dømt for terror af et flertal og dommen fra Byretten blev skærpet fra 9 til 10 års fængsel. Anklageren havde krævet 12 års fængsel.
Det er Procesbevillingsnævnet, som har givet tilladelse til, at sagen endnu en gang kan komme for retten. Der ventes at falde dom i sagen i næste uge.
Overfaldet med økse og kniv
Det var med en økse og en kniv, at den dengang 29-årige mand opsøgte Muhammedtegnerens hus i en forstad til Aarhus. Dermed gjorde han sig ifølge Landsretten skyldig i såvel drabsforsøg som forsøg på en terrorhandling.
Den dømte, Muhudiin Mohamed Geele, har både i by- og landsretten bedyret, at det kun var for at skræmme Kurt Westergaard, ikke for at dræbe ham.
Tegneren søgte tilflugt i sit sikringsrum og tilkaldte politiet, som hurtigt og talstærkt mødte frem og med pistolskud pacificerede somalieren.