Økologisk have i økonomisk krise
Den Økologiske Have i Odder er på spanden. Hvis ikke der kommer kommunale penge til, kan haven kun holde åbent i weekender.
450.000 kroner. Så mange penge har Den Økologiske Have ansøgt Odder Kommune om. Hvis ikke haven får pengene, så dyrene i haven lade livet og man kan kun tage i mod besøgende i weekender. Det skriver Århus Stiftstidende.
Tirsdag mødtes S og V i Odder for at finde en løsning på den økonomiske kattepine.
- Vi nåede ikke at komme til enighed, men jeg håber meget, at vi kan finde en løsning sidst på ugen, siger borgmester Niels-Ulrik Bugge (V) til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Borgmesteren kan ikke sige noget om, hvad løsningen bliver, men han understreger, at kommunen ikke har råd til at sende en check til Den Økologiske Have hvert eneste år. Så dyrenes skæbne er altså indtil videre ukendt.