Økologisk have får kommunal støtte

Den Økologiske Have i Odder har udsigt til 130.000 kommunale kr. i støtte.

Pengene gives dog ikke uden videre - haven skal lave en investeringsplan til gengæld, skriver Horsens Folkeblad.

De 130.000 kr. er øremærket en messe, som Den Økologiske Have planlægger sammen med fire firmaer. Messen skal have økologisk mad og drikke som tema og løbe af stablen til maj.

Den økologiske have anses i Odder for at være en turistattraktion, og på trods af nærmest konstante lommesmerter vil man gøre meget for at bevare den.

- Nu beder vi den komme med et forslag til koncept og en investeringsplan, der kan give flere indtægter, forklarer borgmester Niels-Ulrik Bugge til avisen.