Ok at reklamere for hjemmepleje
Afdød århusiansk SF-rådmand bakkes op af tilsyn i strid om utraditionel reklamekampagne for kommunal hjemmepleje.
Det var helt i orden, at daværende rådmand Niels Erik Eskildsen (SF) i 2005 satte gang i en reklamekampagne for den kommunale hjemmepleje.
Det fastslår Statsforvaltningen Midtjylland - det gamle Tilsynsråd - som har behandlet sagen efter klager fra bl.a. Venstre.
Op til det seneste kommunalvalg købte Niels Erik Eskildsen plads på århusianske busser til reklamer for den kommunale hjemmepleje bl.a. for at tiltrække ansatte.
Eskildsens argument for tiltaget var, at når den kommunale service skal konkurrere med private firmaer, må det også være i orden at reklamere for den.
Fortalerne for privat hjemmepleje, Eskildsens politiske modstandere i byrådet, mente, at han førte valgkamp for kommunale midler. Derfor endte sagen i statsforvaltningen, der nu har afsluttet sagen og altså konstaterer, at reklamekampagnen var lovlig.
Niels Erik Eskildsen døde pludseligt sidste forår. /ritzau/