Ok med mindre i løn til polakker?
Dansk Byggeri synes, det er ok, at polske håndværkere får mindre i løn end danske
Go' Aften Østjylland sætter fokus på udenlandsk arbejdskraft i Østjylland og får i den anledning besøg af faglig sekretær i 3F Claus Ørskou, Jørgen Bøje kontorchef for Dansk Byggeri i Aarhus og rådmand for beskæftigelse- og sociale forhold Thomas Medom fra SF.
De diskuterer, om man i højere grad skal tilvælge ledige østjyske håndværkere fremfor polske, når Kommunen får bygget nyt bibliotek og borgerservice på havnen i Aarhus, og om de østjyske håndværkere fokuserer for meget på penge, når de kræver en højere timeløn end deres polske kollegaer.
- Man skal tjene det man skal for livets oprethold, og det koster altså nogle penge at leve i Danmark. Der er himmelvid forskel på at brødføde en familie her i Danmark, end der er Polen, siger Claus Ørskou, faglig sekretær i 3F, til Go' Aften Østjylland.
Rådmand Thomas Medom fra SF mener, at når kædeansvaret fuldt ud er implementeret i Kommunen, så vil det betyde færre udenlandske håndværkere i Aarhus.
Kædeansvar er arbejdsklausuler, som pålægges bygherrernes forpligtelser i forbindelse med aflønning af medarbejdere.
Kontorchef for Dansk Byggeri i Aarhus Jørgen Bøje er modstander af, at indføre et kædeansvar, og han mener, at det er ok, at en polsk håndværker får mindre i timen end en dansk håndværker.
- Vi er ikke særlig begejstret for det. Faktisk så er vi kede af det her kædeansvar. Konsekvensen af kædeansvar, tror vi, er, at byggeriet bliver dyrere, siger Jørgen Bøje til Go' Aften Østjylland.
I videoen øverst på siden kan du se hele debatten. Se desuden med på TV 2 | ØSTJYLLAND i aften klokken 18.15 og 21.30, når en dansk og en rumænsk håndværker er gæster i Go' Aften Østjylland.