Øjenvidne: Jeg er rystet
Ansat evakueret på grund af bombetrussel
Ansatte på den gamle Handelshøjskole, der nu hører under Aarhus Universitet, blev i dag evakueret på grund af en bombetrussel.
Charlotte Sparrervohn arbejder på universitetet som Study Supporter og er blandt de ansatte, der i dag fik den chokerende besked på mail:
- Vi fik en mail fra vores leder om, at alle straks skulle forlade området på grund af bombetrussel. Jeg kiggede ud af vinduet og kunne se, at det vrimlede med politi. Ude på gangene gik alle lidt forvirrede rundt, tog deres overfrakker på og gik mod udgangene, fortæller Charlotte Sparrevohn til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det er anden gang indenfor få måneder, at Handelshøjskolen i Aarhus er udsat for en bombetrussel. Charlotte Sparrevohn lægger ikke skjul på, at hun er dybt chokeret:
- Det er da en rigtig skræmmende oplevelse. Jeg er rystet og var også bange, da jeg skulle hente min bil i parkeringskælderen under bygningen, fortæller hun.
TV 2 | ØSTJYLLAND følger løbende op på udviklingen i sagen.