Også skraldestrejke i Randers
Randrusianske skraldemænd nedlægger arbejdet i sympati med kolleger fra Århus.
Den århusianske skraldekonflikt bredte sig tirsdag til store dele af landet.
På et fagligt møde tirsdag formiddag besluttede de ansatte i renovationsfirmaet Miljøteams afdeling i Randers at nedlægge arbejdet. Dermed bliver der ikke tømt skrald i Randers By og i den forhenværende Nørager Kommune.
Arbejdsnedlæggelsen i Randers sker i protest mod, at ledelsen i renovationsfirmaet HCS nægter at trække skriftlige advarsler til to sygemeldte århusianske skraldemænd tilbage.
Tidligt i morgen bredte skraldekonflikten sig desuden til hele Århus Kommune. På faglige møder valgte de ansatte fra firmaerne Marius Pedersen og Miljøteam at bakke op om de strejkende kolleger fra HCS.
I resten af Østjylland er der indtil videre ingen udsigt til strejker. Dermed bliver affaldet stadig fjernet som normalt.