Også farvel til assistenttræner

Stopper i Silkeborg IF til sommer

Det er ikke kun Silkeborg IF's cheftræner, Jesper Sørensen, der mærker konsekvenserne af den skuffende efterårssæson.

Ledelsen i den østjyske superligaklub har også besluttet sig for at skille sig af med assistenttræner Anders Gerber.

Den 38-årige assistenttræner har modtaget sin opsigelse og fratræder den 30. juni næste år. Til den tid har han været i Silkeborg IF i fire år.

- Jeg har været glad for at være i Silkeborg og lært meget af de fire trænere og trænerstaben, jeg har arbejdet sammen med. Jeg er blevet en træner med en anden stil og et andet syn på fodbold, end da jeg kom til klubben. Mit opsigelsesvarsel er seks måneder, og jeg har ingen problemer med at arbejde tiden ud i SIF, siger Anders Gerber til klubbens hjemmeside.

Anders Gerber har tidligere været træner i FC Fyn og Aarhus Fremad.