Officielt: Würtz ny rådmand

En enig socialdemokratisk byrådsgruppe i Århus har udpeget Kristian Würtz som afløser for Jacob Bundsgaard Johansen.

Når Århus-borgmester Nicolai Wammen (S) formentlig bliver valgt ind i Folketinget, sætter det gang i en rokade på rådhuset. Wammen efterfølges af Jacob Bundsgaard Johansen, der efterlader en ledig stol i magistraten for børn og unge.

Allerede torsdag anbefalede socialdemokraternes gruppeformand, Camilla Fabricius, Kristian Würtz til den ledige post som børne- og ungerådmand.

Og fredag blev det så officielt, at en enig byrådsgruppe bakker op om den 30-årige Würtz, der hidtil har været politisk ordfører.

- Posten som rådmand for Børn og Unge er en stor opgave, som jeg er klar til at løfte. Jeg er selvfølgelig stolt over gruppens opbakning, og jeg vil gå ydmygt til opgaven. Jeg har boet hele mit liv i Århus. Jeg har gået i skole på Gammelgårdsskolen, og er på mange måder et produkt af de gode daginstitutioner og skoler i Århus Kommune. Det er vigtigt at sikre gode vilkår for disse institutioner, fordi de danner rammen om en stor del af vores børns dagligdag. Det glæder jeg mig rigtig meget til at arbejde for, siger Kristian Würtz i en pressemeddelelse.