Officielt: Sætter betaling i bero
Forældre skal ikke betale for døgnanbragte børn, mens sagerne behandles
Helt som ventet bliver den omdiskuterede forældrebetaling til børn med svære handicap nu sat i bero.
Forældre, der efter den nye praksis har fået afslag på fritagelse om forældrebetaling for døgnanbragte børn, vil derfor ikke modtage opkrævninger, før ankestyrelsen har behandlet de to klagesager, som Aarhus Kommune har aftalt med styrelsen, at de ville hastebehandle.
- Det er mit håb, at hastebehandlingen i Ankestyrelsen vil give så meget klarhed over både den praksis, som vi har anlagt om forældrebetaling generelt, og om muligheden for at give opsættende virkning i sådanne og lignende afgørelser, at vi hurtigt kan få arbejdsro på området, siger Thomas Medom (SF), der er social- og beskæftigelsesrådmand i Aarhus Kommune, i en pressemeddelelse.
Se: V: Alle sager bør sættes i bero
Sagen har kørt frem og tilbage. Onsdag lød meldingen fra rådmanden og borgmester Jacob Bundsgaard (S), at betalingen ikke kunne sættes i bero, men torsdag viste et notat fra Ankestyrelsen, som TV 2 | ØSTJYLLAND var i besiddelse af, det modsatte.
Derfor sagde Thomas Medom torsdag aften til TV 2 | ØSTJYLLAND:
- Hvis vi kan få det her bekræftet af Ankestyrelsen i morgen, og det går jeg da kraftigt ud fra - jeg synes, det er et tydeligt citat, I har sendt til mig i dag, som I har fået fra Ankestyrelsen - så vil det kunne gælde allerede fra i morgen, lød det fra rådmanden.
Fredag eftermiddag kunne Aarhus Kommune så fortælle i en pressemeddelelse, at betalingerne sættes i bero, mens sagerne behandles.