Officielt: Ny træner i AGF
Morten Wieghorst får tre år
Fredag klokken 11.00 kunne AGF præsentere sin nye træner.
Og valget er faldet på Morten Wieghorst, der har underskrevet en treårig aftale med den aarhusianske fodboldklub.
Dermed bliver han manden, der skal sikre, at AGF hurtigst muligt kan vende tilbage til Superligaen.
- Med Morten Wieghorst har vi sikret AGF en af landets største trænerkapaciteter. Morten har bl.a. stået i spidsen for FC Nordsjælland og har frisk erfaring fra Premier League som assistenttræner for Michael Laudrup i Swansea. Morten står for seværdig og resultatorienteret fodbold. Han bliver en vigtig del af den samlede plan, som skal bringe AGF tilbage i Superligaen og på sigt i toppen af dansk fodbold, siger Lars Fournais, bestyrelsesformand for Aarhus Elite A/S, i en pressemeddelelse.
Se: Ekspert: AGF har lavet et scoop
Og Morten Wieghorst vil på sigt etablere AGF i Superligaen.
- AGF er en stor klub med stolte traditioner. Jeg er overbevist om, at vi kan føre klubben tilbage i Superligaen, men også etablere AGF som en fast aktør i toppen af dansk fodbold. Derfor har jeg med stor glæde sagt ja tak til opgaven, og ser frem til samarbejdet med de mange folk i og omkring klubben, siger Morten Wieghorst.
Lars Fournais ser Morten Wieghorst som en nøglefigur i klubben, som nu skal genrejses efter endnu en nedrykning.
- Morten Wieghorst har fodboldfilosofien, energien og lederkompetencerne, som gør ham til et nøgleelement i vores samlede turnaround for AGF. Morten har vist, at han kunne lykkes i Nordsjælland med klare visioner, en stærk organisation på og uden for banen og frem for alt vedholdende og hårdt arbejde, siger Lars Fournais.
Morten Wieghorst har tidligere været træner for FC Nordsjælland og for det danske U21-landshold, ligesom han af flere omgange har været assistent for Michael Laudrup.
Du kan se video fra pressemødet i indslaget over artiklen.