Officielt: Jepsen til Randers FC
Randers FC henter Allan K. Jepsen i Norge. Han skal være venstreback for kronjyderne. Kontrakten er blot på seks måneder.
Randers FC har skrevet en halv-årig kontrakt med den 31-årige forsvarsspiller Allan K. Jepsen fra den norske Tippeliga-klub Vålerenga IF, hvor han har været siden 2006. Om klubskiftet til Randers FC siger venstrebacken:
- I Randers FC ser jeg muligheden for at få vist mig lidt mere frem på fodboldbanen, end tilfældet har været det seneste halve års tid, hvor det ikke er blevet til ret meget spilletid i Vålerenga, udtaler Allan K. Jepsen til Randers FC's hjemmeside.
Jepsen håber, at hans klubskifte betyder succes, som kan gøre ham interessant i forhold til Morten Olsen og det danske landshold.
Også cheftræner John "Faxe" Jensen er en glad mand:
- Allan K Jepsen er en moden spiller med masser af både dansk og international erfaring, og han kan helt sikkert bringe meget til vores 4-back kæde. På venstrekanten har vi i forvejen unge David Addy, og jeg er sikker på, at de to vil gå godt i spænd med hinanden i kampen om positionen som venstre back, lyder det fra John Faxe.
Allan K. Jepsen har tidligere både spillet for AGF og AaB.