Offentliggør røveri-billeder
I mandags blev Nordea på Paludan-Müller Vej i det nordlige Århus røvet. Nu offentliggør politiet billeder af gerningsmændene.
Nordeas filial på Paludan Müllers Vej i det nordlige Århus var mandag klokken 9.22 udsat for røveri.
Ifølge Østjyllands Politi steg to røvere kort før klokken halv ti ud af en stjålet bil. Mændene var bevæbnet med et koben, som de brugte til at smadre en af bank-filialens ruder.
Personalet følte sig truet og flygtede fra stedet. Derefter forsynede de to mænd sig med kontanter fra nogle bokse, som netop var ved at blive tømt.
Røverne fyldte pengene fra boksene over i en vasketøjskurv, inden de forlod stedet på en knallert.
Nu offentliggør politiet billeder af de to gerningsmænd på flugt i håbet om at få brugbare henvendelser fra vidner.
Du kan se billederne i stort format ved at klikke i boksen ovenfor til højre.
Østjyllands Politi kan kontaktes på telefon: 87 31 14 48.