Offentlige øko-kantiner

Kommunerne viser stor interesse for økologi

Der viser sig en stor interesse for at omstille de offentlige køkkener til økologi. 

Hver tredje kommune har meldt sig til de indledende forberedelser og indføring i, hvordan man kan omlægge kantiner på bl.a. plejehjem, sygehuse, institutioner og børnehaver til økologi. 

På første informationsmøde om projektet deltager fra Midtjylland: Aarhus, Norddjurs, Randers, Horsens, Ikast-Brande og Ringkøbing-Skjern kommuner samt Aarhus Universitetshospital og Regionshospitalet Randers.

- Jeg er meget positivt overrasket over, at så mange kommuner og institutioner griber denne mulighed og viser interesse for at kaste sig ud i omstillingen til mere økologi. Det offentlige skal gå foran med at udbrede økologien, både for at udvide det økologiske landbrugsareal og udvikle bedre måltider. Økologien har en række positive sideeffekter - mindre madspild, mere fokus på måltidskvalitet, opkvalificering af køkkenpersonale og dermed forhåbentligt gladere borgere og personale, siger fødevareminister Mette Gjerskov.

Regeringen har afsat 56 millioner kroner på finansloven, der skal støtte økologiens udbredelse i de offentlige kantiner.