Østjyske kommuner rammer bunden i idræts-undersøgelse

Kommunerne i Østjylland klarer sig generelt dårligt i Danmarks Idrætsforbunds undersøgelse

1 af 2

Østjyske kommuner rammer bunden, når det handler om idrættens vilkår og rammer. Det viser en undersøgelse som Dansk Idrætsforbund har lavet.

Danmarks Idrætsforbund har bedt frivillige i idrætsforeninger om at vurdere deres kommune inden for 21 parameter under hovedemnerne faciliteter, frivillighed, idrætspolitik og økonomi.

Syv ud af de ni østjyske kommuner er placeret i den dårligste halvdel af ranglisten.

Læs også 'Ulovligt' kæmpeskilt i Viby vækker harme

Favrskov Kommune er den bedste østjyske kommune i undersøgelsen, og indtager en 28. på landsplan. Mens Syddjurs skraber bunden på plads nummer 85 på landsplan.

Der er i alt 2780 foreninger fra 93 kommuner, der har deltaget i undersøgelsen. Ø-kommuner er ikke taget med i undersøgelsen, og derfor er Samsø ikke med i opgørelsen.

Idræt på dagsorden til valget

Kommunerne har ifølge Danmarks Idrætsforbund en enorm betydning for foreningernes arbejde, og er en af grundene til, at Danmarks Idrætsforbund laver denne undersøgelse.

- Kommunen er den vigtigste samarbejdspartner for disse foreninger, og dem, der sørger for, at rammerne er i orden, det er kommunerne, siger Thomas Bach.

Læs også Fester hærger landsby: Pisser de frivillige op og ned ad ryggen

Danmarks Idrætsforbund har blandt andet lavet undersøgelsen, fordi de gerne vil have idrætten på dagsorden i det kommende kommunalvalg.

- Det allervigtigste er, at man i kommunen prioriterer idrætten i ord og handling, at man vil idrætten og idrætsforeningerne, og at man har en klar politik, prioriterer økonomiske tilskud og at man påskønner de tusindvis af frivillige, der er idrætsforeninger, siger Thomas Bach.

Forskel på land og by

Aarhus har fået en placering som nummer 82 på landsplan. Og ifølge næstformanden i Danmarks Idrætsforbund, klarer de store bykommuner sig forholdsvis dårligt i undersøgelsen. Der er med andre ord stor forskel på land og by, når det kommer til frivillige og faciliteter.

- Hvor mange faciliteter der er per indbygger, er mindre i de store byer. Der har de store byer noget at arbejde med. Når de udvikler nye byområder, så skal de huske at tænke idræt og bevægelse med ind i planlægningen, siger Thomas Bach, der peger på, at kommuner med store landdistrikter er bedre til at arbejde med frivillige.

- Vi kan se, at en del af landkommunerne er rigtig dygtige til at arbejde med frivillige, de bruger det aktivt til at fastholde borgere og få dem til at bosætte sig, siger Thomas Bach.

Det er anden gang, at DIF undersøger idrættens rammer og vilkår i de forskellige kommuner. Sidste gang var i 2013 forud for kommunalvalget det år. 

Østjyske kommuners placering i Danmarks Idrætsforbunds undersøgelse

Favrskov: 28 
Skanderborg: 39
Randers: 60
Odder: 67
Norddjurs: 72
Silkeborg: 74
Horsens: 76
Aarhus: 82
Syddjurs: 85