Østjyske campingpladser har gylden sommer

Selvom den danske sommer i år ikke helt kan måle sig med sidste år, så er der flere danskere, der bliver i fædrelandet, når de tager på ferie.

01:50

VIDEO: På Randers City Camp kan de tydeligt mærke, at danskerne vil på campingferie i år efter sidste års varme sommer.

Selvom den varme sommer sidste år var god for campingpladserne i Østjylland, så har de haft endnu mere at se til denne sommer.

Læs også VIDEO: Annemette er på luksus-camping med sin familie

Bookingerne er denne sommer væltet ind hos Randers City Camp, og det har givet campingpladsen dets travleste sommer nogensinde.

Sidste år var der mange, der tog sydpå, tror jeg, og de oplevede så at vejret var bedre herhjemme.

Bianca Andersen, indehaver Randers City Camp

- Vi har travlt, og det plejer vi også at have, men i år har vi bare haft ekstraordinært travlt, siger indehaveren, Bianca Andersen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Hun står bag campingpladsen, der i år har oplevet en stigning i antallet af bookingerne med 22 procentpoint sammenlignet med sommeren sidste år.

Bianca Andersen ejer Randers City Camp, og det går rigtig godt denne sommer.

- Det er jo super fedt. Det kunne ikke være bedre. Det er jo det, man drømmer om, når man køber en campingplads, siger hun.

Sidste års varme sommer smitter af

Faktisk er sommeren i år er den mest travle de seneste 16 år, selvom vejret ikke har været på niveau med sommeren 2018. Men hvad er det så, der trækker danskerne ud på campingpladserne i endnu højere grad end før?

Ifølge ejeren Bianca Andersen er det udsigterne til endnu en god sommer, som trækker folk til.

Læs også Glamping: Camping med luksus og komfort hitter

- Mange danskere har måske lige ventet lidt for at se tiden an. Sidste år var der mange, der tog sydpå, tror jeg, og de oplevede så at vejret var bedre herhjemme, siger den tilfredse campingpladsejer.

Og det er ikke kun campingpladsen ved Randers, der har oplevet en god sommer. Ifølge DK-Camp, en sammenslutning af mere end 250 campingpladser, har campingpladserne generelt haft en usædvanlig travl sommer. Her mener man blandt andet også, at sidste års varme sommer er en faktor.

- Når gæsterne har oplevet, hvor dejligt Danmark kan være i sådan et fantastisk vejr er der flere, som på forhånd booker til næste år, og det har vi tydeligt kunne mærke. Der har været flere bookinger fra starten af, og det er helt sikkert vejrets skyld, siger Torben Frydenlund Rasmussen, der er landsformand i DK-Camp.

02:38

VIDEO: Udover sidste sommers varme peger Torben Frydenlund Rasmussen også på, at den travle sommer i år skyldes, at der er kommet en ny gruppe gæster på campingpladserne - charter-gæsterne er nemlig også rykket ind. 

Luk video

Og hos familien Nielsen, der i øjeblikket besøger Østjylland fra Roskilde, er vejret da også altafgørende for valget af ferie.

- Hvis vi har tre ugers sommerferie, så kigger vi på vejret. Hvis vi synes, det er godt i Danmark, så vælger vi at blive her, siger Carsten Nielsen.

For familien Nielsen er vejret meget vigtigt for, hvor de holder ferie henne. 

Regnvejr deler vandene

Familien beslutter sig altid i sidste øjeblik, og en sommer i regnvejr er ikke en mulighed – det bliver nemlig for kedeligt.

- Det er for mange timer, jeg skulle sidde og slå ihjel med at sidde og spille og se fjernsyn eller et eller andet, tror jeg, siger Carsten Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Men ifølge bedstemor Bodil Nielsen, så er Danmark i regnvejr ikke udelukkende en fiasko.

Der er nemlig andre ting, man kan lave, end at sidde og slikke sol i en liggestol.

Flere danskere spænder vognen bag bilen, når sommerferien melder sig.

- Så er det naturen, det er nærheden. Du skal ikke køre 200 kilometer for at se det næste flotte, fantastiske område. Man kører 10 kilometer eller to kilometer, og så er der stadigvæk noget fantastisk at se, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Men sommervejret har trukket flere gæster til og det giver penge i kassen til de unge campingpladsejere.

- Vi er stadigvæk ret nye i det og har en masse planer for pladsen, og vi har også investeret meget i pladsen, og der er det selvfølgelig rigtig dejligt, at der også kommer nogle midler ind den anden vej, siger Bianca Andersen.

Læs også Campingplads kun for motorcyklister: Det er fællesskab og hygge

Selvom dette års besøgstal har været højere end nogensinde, er målsætningen stadig at få endnu flere besøgende til næste sommer.

Artiklen er mandag opdateret med interview med Torben Frydenlund Rasmussen.