Østjysk våbenfabrikant præsenterer rekord-regnskab

Terma, der blandt andet producerer militært udstyr, har haft et forrygende år. Fremgangen ses fortsætte

Østjyske Terma, der leverer udstyr til militær verden over, øgede omsætningen og resultatet markant i sit seneste regnskabsår.

Samtidigt begynder ordrer til USA's nye jagerfly, F-35, at gøre en forskel. Det viser regnskabet for Termas regnskabsår 2016/17.

- Vi har i alle forretningsområder set en positiv udvikling, som har sikret Terma det hidtil bedste resultat i firmaets snart 70-årige historie, skriver Termas administrerende direktør, Jens Maaløe, i en pressemeddelelse.

- Det er resultatet af en målrettet markedsstrategi kombineret med løbende udvikling i nøgleteknologier, der imødekommer et øget behov for investeringer i pålidelige sikkerheds- og overvågningsløsninger, tilføjer han.

Omsætningen for Terma er i 2016/17 endt på 1,7 milliarder kroner og resultatet på 91 millioner kroner.

Begge solide stigninger fra året før, hvor omsætningen lød på 1,5 milliarder og 66 millioner kroner.

Terma forventer vækst i fremtiden også, ikke mindst fra sin opgave som underleverandør til USA's nye jagerfly, F-35. Danmark har valgt samme flytype.

- Efter den danske regering valgte at købe 27 F-35 jagerfly, som erstatning for F-16 flyene, blev der indledt forhandlinger om en indledende ordre fra Boeing. Den indledende ordre kan være på over en milliard kroner og forventes at blive placeret i 2017 eller starten af 2018, skriver Terma. 

Læs også Terma lander milliardaftale og vil ansætte hundreder

Selskabet har investeret i en ny fabrik, så man kan leve op til kravene i ordren.

I 2017 forventer Terma at levere udstyr til 57 kampfly og i 2018 forventes tallet at stige til 94.

Når alt er på plads forventer Terma at kunne levere til 170 nye kampfly om året.

I 2016/17 kom 67 procent af Termas omsætning fra salg til militær. 94 procent af omsætningen kom uden for Danmark.

Terma blev oprettet i 1949 og sælger udstyr til jagerfly, helikoptere, radarsystemer og rumfartsindustrien.