Østjysk slagter nyder godt af danskernes øgede forbrug af mad

I 2007 brugte danskerne 31.200 kroner om året på mad. I 2017 var det beløb steget til 33.500 kroner.

02:23

VIDEO: Der er travlt hos Slagter Riget i Aarhus.

Det gør ingenting, at maden koster lidt ekstra, hvis kvaliteten er i orden.

Sådan ser flere og flere danskere ud til at tænke. I hvert fald er danskernes madforbrug steget med mere end 2000 kroner årligt i perioden fra 2007 til 2017.

Læs også Danmarks bedste slagter: Sådan laver du den perfekte julesteg

Og det er noget, som de nyder godt af hos Slagter Riget i Aarhus, der sidste år blev kåret som Danmarks bedste slagter.

- Antallet af ekspeditioner vokser, og folk vil gerne have lidt mere i posen. Det er den tendens, vi har set de seneste fire år, siger Bjarke Jensen, der ejer Slagter Riget.

I januar oplevede han en øget omsætning på hele 17 procent i butikken.

Fremgang i hele Danmark

Det er ikke kun hos slagterbutikken i Aarhus, at det går godt. Faktisk har de danske slagtere generelt gode tider, fortæller Leif Wilson Laustsen, som er formand for Danske Slagtermestre.

- Dem, der er tilbage, brager derudaf, og der er travlt. Dem, der forstår at fastholde kvalitet og leverede det, som forbrugerne efterspørger, de har deres berettigelse, siger han.

Den ekstra finesse og kærlighed, der er lagt i produkterne, tæller rigtig meget.

Casper Janning, kunde hos Slagter Riget

Samtidig fortæller han, at de danske slagtere er begyndt at sælge mere af en ny type varer i forhold til tidligere.

- Fordi vi har travlt, så er der en større efterspørgsel på det, der hedder køkkenklare retter. Kunderne efterspørger, at det skal være nemt og godt, forklarer han.

Kunderne mærker forskel

Ude foran Slagter Riget i Aarhus har kunderne også lagt mærke til, at de er begyndt at bruge flere penge på mad de seneste år.

Læs også 400 nye p-pladser i Aarhus - og de er helt gratis

Det fortæller Casper Janning, som er en af de kunder, der torsdag besøger Slagter Riget.

- Vi går mere og mere op i kvalitet og delikatesser. Så der er ingen tvivl om, at vi bruger en del af vores penge hos slagteren, siger han og uddyber.

- Det er bare bedre hos slagteren. Godt nok er det dyrere, men den ekstra finesse og kærlighed, der er lagt i produkterne, tæller rigtig meget.

Slagter Riget blev i 2018 kåret til Danmarks bedste slagter.

Samme holdning har de hjemme ved familien Thomsen. Det fortæller Benny Thomsen.

- Min kone handler kun ved en rigtig slagter, selvom jeg har arbejdet ved Dansk Supermarked. Men det er hun fuldkommen kold overfor, siger han.