Selma flytter hjemmefra: Kurs mod koldere kyster
Sælungen Selma fra Kattegatcenteret har i dag begyndt sin rejse mod Skansen Zoo i Stockholm
Sælungen Selma på fire måneder har sat kursen mod køligere himmelstrøg. Fremover skal hun bo i Skansen Zoo i Stockholm blandt brunbjørne, krokodiller og elge. Selma er nemlig blevet teenager, og så er det tid til at flytte hjemmefra.
- Det har hele tiden været meningen, at vi skulle finde et nyt hjem til Selma, når hun var gammel nok til at klare sig selv. Nu har hun lært at finde føde selv, og hun er blevet fedet op, så hun kan holde varmen, siger Rune Kristiansen, biolog i Kattegatcentret til TV2 ØSTJYLLAND.
Selma blev født på strandbredden i Kattegatcentrets lagune natten til den 22. juli. Men fremover skal hun altså vænne sig til at være omgivet af svenske sæler i Skansen Zoo, der er en kombineret zoologisk have og friluftsmuseum.
Trænet med store mængder sild
Der ligger en hel del forberedelse bag, når en sælunge skal forlade hjemstavnen. De sidste mange uger har dyrepasserne i Kattegatcentret trænet Selma til at ligge inde i et net.
- Vi har trænet Selma for hendes eget bedste og for at gøre det nemmere for os. Det gør, at flytningen bliver oplevet som noget positivt, og hun fortsat ser mennesker, som nogle der vil hende det godt, siger Rune Kristiansen.
Træningen har da heller ikke været helt slem. Selma har gnasket sild i sig liggende på nettet, så hun kunne vænne sig til det. I morges kravlede hun tillidsfuldt ind på nettet, og blev derfra flyttet over i den transportkasse, hvor hun skal ligge, til hun når til Sverige.
Savner ikke sin mor
Det er de færreste, der flytter hjemmefra allerede, når de er 4 måneder. Men det gør sæler altså. Og Selma kommer end ikke til at savne sin mor:
- Sæler får mad fra deres mor de første 4-6 uger, og efter det, er de klar til at kunne klare sig selv. Op til har moren lært den at fange sin egen føde. Fra da af er båndet til moren brudt, og de vil helt naturligt søge væk fra hinanden, siger Rune Kristiansen.
Selmas rejse er en del af et udvekslingsprogram, der er imellem akvarier og zoologiske haver verden over. Udvekslingen er med til at forhindre indavl, mindske indsamlingen af dyr fra naturen - og sikre sunde og levedygtige dyr.
Læs også