Østjysk riffelhåb misser OL-finalen
Østjyske Torben Grimmel havde en skidt dag på skydebanen i Rio. Han endte på 23.-pladsen og missede dermed finalen
Skytten Torben Grimmel fra Mørke missede fredag OL-finalen i 50 meter liggende skydning med riffel.
Den 40-årige dansker har ellers været noget nær urørlig i hele 2016 med tre World Cup-sejre, men i Rio blev det blot til en 23.-plads. Dermed var han et godt stykke fra at slutte i top-otte, der skal kæmpe om medaljer.
- Det er smadder ærgerligt. Jeg kan og ville så meget mere, men jeg kunne ikke i dag, siger en fattet og velovervejet Torben Grimmel.
Sølvvinderen fra OL i Sydney for 16 år siden blev udfordret af vinden på skydebanen. Den var svær at aflæse, og det gjorde ham til tider overforsigtig. Der er nu ikke meget, han ville gøre om.
- Jeg ville skyde på samme måde til enhver tid. Der er tre skud, jeg ville gøre om. De andre er skudt, som jeg ville gøre i en enhver given situation. Den tekniske del er til UG, siger Grimmel.
- På tre skud laver jeg et lortearbejde, men det er ikke dem, der gør, at jeg ikke er i finalen. Det er de resterende 57, der ikke giver nok på decimalerne, siger han.
Et skud kan maksimalt give 10,9 point. 10 point gives for at ramme området i midten af skivene, men decimalerne uddeles alt efter, hvor tæt man er på centrum.
- Mine 10'ere er for tynde. Der skulle have været flere decimaler i.
- Der skulle faktisk meget lidt til for at komme i finalen - bare 624,8 point. Det var piece of cake. Det er i den tynde ende af, hvad jeg plejer at skyde, siger Torben Grimmel.
Med tre World Cup-sejre af fire mulige i 2016 havde mange måske forventet, at riffelskytten ville tage en af de otte finalepladser. Måske endda en medalje, men sådan kan man ikke stille det op, forklarer Grimmel.
- Det er kun sket to gange tidligere, at der er én, der har vundet tre World Cups i liggende riffel i løbet af en sæson.
- I andre idrætsgrene med power og fysik, så kan man bruge den slags statistikker. I skydning handler det om hovedet. Det er små nuancer - ikke en gang millimeter, men mikrometer - der betyder, om man er god eller dårlig.
- Når det er så tæt, så er statistik tæt på ubrugeligt, siger Torben Grimmel.
OL i Rio var hans femte, og han er i teorien frisk på et mere om fire år i Tokyo.
- Nu ser vi, om de liggende discipliner er på programmet efter 2016.
- Jeg vil gerne vinde det her. Jeg tager ikke afsted for ingenting, men jeg ved ikke, om der er fire år mere i mig. Lysten og motivationen er der, men det er også et spørgsmål og økonomi og opbakning fra familien, siger han.
Stine Nielsen har også været i aktion ved OL i skydning. Hun missede finalerne i både 10 meter luftriffel og 50 meter riffel. Den sidste tilbageværende dansker i skydning er Jesper Hansen i skeet.