Østjysk krat blev levende af otte slanger

Et kedeligt krat i Hadsten blev i weekenden populært, da det blev levende af solslikkende slanger

01:30

Snoge i et krat i Hadsten tiltrak mange nysgerrige.

Krattet i Hadsten blev i weekenden et udflugtsmål, da det blev levende af snoge.

1 af 2

Et krat i Hadsten trak i weekenden opmærksomhed til sig fra de forbipasserende. Folk stoppede op på deres vej hen mod Hadsten Station, fiskede mobiltelefonerne op, tog billeder og filmende. For krattet var levende. 

Sorte slanger gled frem og tilbage mellem hinanden og stak med jævne mellemrum tungen ud for at lugte sig frem. 

- Jeg talte syv til otte slanger, mens vi stod der ved stationen, fortæller Michael Simon Andrew Thomas, som også optog en video af slangerne. Han havde hørt om slangerne på sociale medier og var gået ned til stationen specifikt for at se dem.

Læs også Forårsguide: Disse fem ting skal du ordne i haven nu

- Det var en positiv oplevelse. Vi havde alle hørt om, at slangerne var der, men vi var stadig overraskede, fortæller han.

- Det vækkede en spænding og en fornemmelse af, at Hadsten har en natur og nu også et spændende dyr. Jeg undrede mig lidt over, hvordan de kom hertil og hvad der tiltrak dem. Det er jo et forholdsvis bebygget område. Jeg har kun set dem i klitterne oppe nord på før.  

00:29

Kan du spotte snogen? Krattet i Hadsten blev i weekenden et udflugtsmål, da det blev levende af snoge. Se Michael Simon Andrew Thomas' video fra krattet i Hadsten, hvor det vrimlede med slanger i solskinnet.

Luk video

Slanger i komposten

Det er dog ikke ualmindeligt, at slangerne findes inde i byen, forklarer Morten Vissing, der er zoolog på Aqua Akvarium i Silkeborg.

- Man ser ofte snoge i byerne, for de lægger deres æg i kompostbunker, som er dejligt lune indeni.

- Det ser jo ret vildt ud, når snogene sådan vælter op af et hul, griner Morten Vissing, der er zoolog på Aqua Akvarium i Silkeborg. Han gætter på, at det netop er dét, der er sket i Hadsten. 

Læs også Kæmpe-edderkopper sluppet løs blandt gæsterne

- I weekenden fik vi de højere temperaturer, der gør, at snogene vågner efter deres vinterdvale. De kan ligge 15-20 hanner sammen i en hule under jorden hele vinteren for at holde sig lune.

På damejagt

Når snogene kommer op af hullerne, går de straks på jagt efter hunner at parre sig med, forklarer zoologen. Snogene elsker at lægge æggene i kompostbunker, så når vi rammer de tidlige sommermåneder, kan haveejerne komme til at se et mylder af blyant-store babyslanger komme ud af deres kompostbunker.

Der er dog intet at frygte, for selvom snogen er en slange, er den ikke farlig. Den er hverken giftig eller kan kvæle, forklarer Morten Vissing.

- Snoge går efter bløde byttedyr, fordi de er nødt til at sluge føden levende. De voksne snoge spiser mest frøer og firben, mens ungerne går efter snegle.

01:27

Den lokale slangeentusiast Asbjørn Viltoft er dagligt nede for at se til snogene i Hadsten.

Luk video