Østjysk indbrudstogt mod skoler og institutioner i weekenden
I alt fem skoler eller institutioner har i tidsrummet fra fredag aften til søndag aften har besøg af ubudne gæster. Udbyttet har været begrænset
Der er ofte fred og ro omkring skoler og institutioner i weekenderne, og i den netop overståede har indbrudstyve benyttet sig af stilheden.
Fem skoler eller institutioner som børnehaver og vuggestuer har nemlig haft ubudne gæster fra fredag-søndag.
Læs også
I Aarhus-området er det gået ud over Katrinebjergskolen, Elsted Børnehus i Lystrup, Nøddehuset i Risskov og Samsøgades Skole. Og i Hadsten har tyve været på spil på Østervangskolen.
- Det er i en periode uden aktivitet, og der er mange mørke timer med fred og ro for tyvene. Så vi vil gerne opfordre folk i lokalområdet nær stederne til at holde ekstra øje, siger kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Janni Lundager, til TV2 ØSTJYLLAND.
Fremgangsmåden ved de fleste af indbruddene har været, at tyvene har knust en rude for at komme ind, og så er det primært elektronik, man er gået efter.
- Men vi kan ikke konkludere, at det er de samme tyve, der har været på spil alle steder, siger Janni Lundager.
Har lært af tidligere
Ved indbruddene i Risskov og på Samsøgades Skole lykkedes det ikke tyvene at få noget med.
- Under de øvrige indbrud er der blevet stjålet lidt computere og mobiltelefoner, men ikke i særligt store mængder, siger Janni Lundager.
Læs også
Et af de steder er Østervangskolen, hvor skolelederen fortæller, at der umiddelbart kun er stjålet en computer fra skolens køkken.
Først gik der meldinger om et indbrud med meget større udbytte, men helt så galt gik det altså ikke.
- Vi har lært af et tidligere indbrud, så alle de computere, vi bruger i undervisningen, er låst inde. Jeg har hørt om, at én computer er væk, og så er der blevet rodet lidt rundt, fortæller skolelederen, Jens Damkjær, til TV2 ØSTJYLLAND.
Har du oplysninger om indbruddene, hører Østjyllands Politi gerne fra dig på tlf. 114.