Østjysk by i god udvikling: Men ikke alle holder af byfornyelsen

Mørke på Djursland har godt gang i byudviklingen. Men det er ikke alle byens indbyggere, der holder af byfornyelsen

02:12

Her kan du se tirsdagens indslag fra Mørke.

I de små østjyske byer er der ofte tale om byudvikling, og at man gerne vil have mere gang i byen.

I Mørke på Djursland har man godt gang i byudviklingen, men det er ikke alle byens indbyggere, der holder af den retning, som byfornyelsen tager byen i. 

Læs også Provinsby kæmper for handelslivet: Center står nærmest forladt

For byudviklingen kan godt tage overhånd, hvis man spørger Birgit Jensen fra Mørke.

- Det er bare måden, de bestemmer, at sådan skal tingene være, uden at de vil lytte til os, siger Birgit Jensen, der er pensionist i Mørke.

'Byens Hus'

Hun kan blandt andet se frem til at blive nabo til et nyt projekt - et medborgerhus kaldet ’Byens Hus’.

Der er godt gang i byggegrundssalget. Derfor kommer der nye mennesker til, der har nye ønsker og krav.

Riber Hog Anthonsen (V), byrådsmedlem

- Vi har ikke sagt noget om, at vi ikke vil have Byens Hus. Det skal bare være, så vi andre, der har boet her i mange år, kan holde ud at komme ud i vores have, siger Birgit Jensen.

Byfornyelsen og Distriktsrådet har de senere år ført meget nyt til Mørke. Men ifølge dem forsøger de at inddrage borgerne mest muligt.

Birgit Jensen fra Mørke bliver nabo til byens nye projekt - medborgerhuset 'Byens Hus'.

- Vi har blandt andet haft store borgermøder, og vi har haft byvandringer blandt andet rundt i parken, hvor vi har gået over 100 mennesker rundt, og det er rigtig mange for et sted som her, siger Rasmus Scharling Toft fra Byfornyelsen i Mørke.

Læs også Virkelyst og whisky sikrer Sall titlen som årets landsby

Nye mennesker - nye ønsker og krav

Birgit Jensen har boet i byen i over 50 år. Pladsen skulle egentlig have været færdig, men det kan den ikke blive, før letbanen kommer. Og Birgit savner stedet, og hvordan det plejede at se ud.

Man skal finde ud af, hvad sjælen og ånden er i sådan et sted som her, og det kan der være mange forskellige meninger om.

Rasmus Scharling Toft, Byfornyelsen, Mørke

- Blomster var der jo her, og bænke. Der var fuldstændig læ. Det var skønt. Der var bare helt vidunderligt herovre, siger hun.

Men måske er forandringerne både uundgåelige og helt nødvendige.

- Der er også godt gang i byggegrundssalget i Mørke. Derfor kommer der nye mennesker til, der har nye ønsker og krav til en landsby som Mørke, siger Riber Hog Anthonsen (V), der er byrådsmedlem i Syddjurs Kommune.

Læs også Har kæmpet for cykelsti i 30 år: Nyt udvalg puster liv i håbet

Og byen har ændret sig, men om byen også har ændret karakter, er der uenighed om.

- Først og fremmest skal man finde ud af, hvad sjælen og ånden er i sådan et sted som her, og det kan der være mange forskellige meninger om. Og så handler det jo om at prøve og få så mange mennesker inddraget som muligt, siger Rasmus Scharling Toft fra Byfornyelsen i Mørke.

Læs også Søren fandt masser af hundelort på fodboldbane: - Det var dybt skuffende